Skaarup vil have svar fra minister om peberspray-forbud

0
1202
Peberspray blev lovligt i Danmark fra 1. januar 2019. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup stiller onsdag spørgsmål i Folketinget til justitsminister Nick Hækkerup, der igen vil gøre det ulovligt at anskaffe sig en peberspay, så man kan forsvare sig i eget hjem

Den 1. januar 2019 fik danskere over 18 år lov at anskaffe sig en peberspray, så de kan forsvare sig i eget hjem. Men nu vil regeringen igen forbyde pebersprayen, og det skal justitsminister Nick Hækkerup (S) nu svare på spørgsmål om i Folketinget.

Det er Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, der rejser sagen i onsdagens spørgetid.

Dansk Folkeparti har i flere år arbejdet for at lovliggøre peberspray og var en del af det flertal, som i 2018 vedtog loven, som tillader peberspray i eget hjem.

Peter Skaarup mener, at pebersprayen skaber tryghed for helt almindelige danskere. Danmarks Radio (DR)  kunne i sidste uge fortælle, at forhandlere har oplevet en stor stigning i salget af peberspray ”til hr. og fru Danmark” siden regeringens udmelding om et forbud, og det viser ifølge Skaarup, at mange danskere har et ønske om at kunne forsvare mod f.eks. hjemmerøverier.

”Det er tydeligt, at mange danskere er uenige i regeringens plan om at forbyde peberspray. De ønsker at kunne forsvare sig med i eget hjem og opfatter ikke pebersprayen som farlig. Det er en mere sikker løsning, end at folk forsvarer sig med knive eller baseballbat,” siger Peter Skaarup.

Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Han har stillet disse to spørgsmål til ministeren:

Hvad mener ministeren om den seneste hamstring af peberspray i butikkerne, hvor forhandlerne siger, at det er »hr. og fru Danmark«, der hamstrer peberspray?

Kan ministeren forestille sig, at de borgere, der for nuværende føler sig trygge med en peberspray i hjemmet, fremover i stedet vil have en kniv, baseballbat, bremserens eller andet som tryghed, hvilket udgør en betydelig større risiko?

Justitsminister: Ikke til glæde for ofrene

Justitsminister Nick Hækkerup (S) begrunder forbuddet med, at peberspray ikke har været til glæde for ofrene. En evaluering fra Rigspolitiet har vist, at efter ca. ét år kun havde kendskab til én sag, jhvor peberspray var blevet brugt til selvforsvar mod røveri. Til gengæld er der sket en stigning i antallet af sager, hvor peberspray er anvendt i forbindelse med kriminalitet. Der er også sket en stor stigning i antallet af sager om ulovlig besiddelse og import af peberspray.

“Det har ikke rigtig været til glæde for ofre, der gerne ville kunne forsvare sig, men det tilsyneladende været til glæde for de kriminelle, der har fået fat i en peberspray,” sagde Nick Hækkerup 1. oktober til DR.