Folketinget vedtager fælles udtalelse fra DF, der fordømmer antisemitisme. DF vil have mere fokus på jødehadet i ekstreme moskeer og mere kontrol med muslimske friskoler
”Selv om vi oplever antisemitisme både på den yderste venstre- og højrefløj, så kommer truslen mod danske jøder hovedsageligt fra visse muslimske indvandrerkredse, hvor jødehadet fastholdes som en del af deres identitet”.
Det sagde Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup, da Folketinget tirsdag eftermiddag havde forespørgselsdebat om regeringens initiativer mod den stigende antisemitisme.
Det var DF, der havde taget initiativ til forespørgselsdebatten, og i sin ordførertale fastslog Skaarup, at der brug for et skærpet fokus og kontrol med de muslimske miljøer, hvor antisemitismen trives.
“Vi skal have meget mere fokus på de ekstreme moskeer som Grimhøj-moskeen og på hadprædikanterne, der opfordrer til overgreb og drab på jøder. Og vi skal have mere kontrol med de muslimske friskoler, som potentielt udgør en særlig risiko,” sagde han
Peter Skaarup slog til lyd for øget oplysning i folkeskolen og friskolerne om jødernes situation:
“Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at rette op på situationen for de danske jøder. Obligatorisk undervisning i skolerne der både omfatter historisk viden om Holocaust og jødeforfølgelserne, men som også bør handle om jødernes fredelige eksistens og integration i vores samfund og om deres positive bidrag til samfundet i bred forstand og særligt indenfor videnskaben og kunsten,” sagde han.
Peter Skaarup glædede sig over, at regeringen nu vil sætte gang i arbejdet med en national handlingsplan mod antisemitisme. Et initiativ, som statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede under sidste uges partilederdebat. Samme statsminister har også udtalt, at ’der er en grim antisemitisme i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen’.
”Tak for de ærlige ord, Mette Frederiksen. De giver os i Dansk Folkeparti håb om, at der nu endelig vil kunne blive grebet effektivt ind over for det jødehad, der dyrkes i visse muslimske miljøer i Danmark,” sagde Peter Skaarup.
Fælles udtalelse mod antisemitisme
Dansk Folkeparti fik ved dagens forespørgselsdebat opbakning fra alle Folketingets partier til en fælles vedtagelse. Den lyder sådan her:
”Folketinget fordømmer på det kraftigste de hadske episoder med chikane og hærværk rettet mod danske jøder, som vi var vidne til på årsdagen for Krystalnatten i november 2019. Folketinget vil ikke acceptere, at jøder ikke kan leve frit i Danmark.
Der er desværre i dag behov for en særlig sikkerhedsindsats i forhold til danske jøder og jødiske institutioner. Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at stå vagt om det jødiske samfund og yde den beskyttelse, der er brug for.
Folketinget fordømmer antisemitisme i enhver form, og har med bekymring bemærket, at der ikke kun i nynazistiske, men også i islamistiske kredse, er en voksende antisemitisme. Derfor pålægges regeringen at bekæmpe antisemitisme i Danmark med alle demokratiske virkemidler, herunder undervisning i folke- og friskoler.
Folketinget noterer sig, at regeringen har iværksat et arbejde med en national handlingsplan mod antisemitisme med det formål at styrke befolkningens viden og bevidsthed om den stigende antisemitisme”