Signe Vedersø Keldorff, der stiller op for Dansk Folkeparti i Odense, blev natten til lørdag overfaldet af en gruppe indvandrerdrenge, som fyrede peberspray i hovedet på hende. Hun ved ikke, om det var politisk motiveret
”Pludselig mærker jeg en brændende fornemmelse i ansigtet…”.
Signe Vedersø Keldorff, der stiller op for Dansk Folkeparti i Odense, forsøger at huske hvad der skete natten til lørdag i Odense. Men det er svært at huske detaljerne, for hun var i chok. Det, der skulle have været en hyggelig bytur med vennerne midt under valgkampen, endte nemlig med en dybt ubehagelige oplevelse, da Signe blev overfaldet og fik fyret en peberspray i hovedet af en gruppe unge mænd, som hun beskriver som indvandrere.
”Min veninde og jeg går forbi en flok – de er vel 8, 10 eller 12 stykker, der er omkring de 20 år. Der bliver ikke kigget eller noget, og vi lader som ingenting. Men så begynder de pludselig at råbe ad os. ’Fuck din mor’, ’din luder’ osv.”
”Da de siger ’fuck din mor’, går jeg tilbage, for det tricker noget i mig. Jeg har ikke min mor mere (Signes mor døde, da hun var ni år, red.), så jeg går hen til dem og siger, at det ikke er i orden. Og så vælter det ellers ned over os med skældsord – vi er grimme, klamme, ludere osv. Der er også en, der råber ‘Fuck dit lorteland’,” fortæller Signe Vedersø Keldorff.
Lidt efter kommer resten af Signes venner. De blander sig, og situationen eskalerer. Pludselig mærker Signe en brændende fornemmelse i ansigtet. Hun er blevet sprayet med peberspray.
”Det brænder helt vildt. Jeg mister synet i 20 minutter. Jeg kan slet ikke åbne øjnene,” fortæller hun.
“Jeg mister synet i 20 minutter. Jeg kan slet ikke åbne øjnene”
Tilfældigt eller politisk motiveret?
Kort efter kommer politiet, der formentlig er blevet tilkaldt af nogle forbipasserende. På det tidspunkt er fire af overfaldsmændene stadig i til stede, men de flygter. Det lykkes ikke politiet at pågribe dem.
Derfor er der stadig en masse ubesvarede spørgsmål for Signe. Hvorfor skulle hun overfaldes, og har det nogen sammenhæng med, at hun er byrådskandidat? Der hænger valgplakater med Signe Vedersø Keldorff i Odense, og hun har stået frem i et interview med TV2 Fyn, hvor hun bl.a. fortalte, at hendes mor døde, da hun var ni år. Så måske genkendte de hende?
”Jeg tør ikke sige om det er politisk motiveret, eller om det bare var tilfældigt. Jeg har før oplevet at blive råbt ad, når jeg har været i byen, men jeg har aldrig oplevet, at det blev fysisk, som det gjorde i fredags,” siger Signe Vedersø Keldorff, der er 19 år og arbejder som tjener, efter at hun blev student i sommer.
Utrygt at gå i byen som ung kvinde
Signe Vedersø Keldorff siger generelt, at det er utrygt som ung kvinde at gå i byen i Odense.
”Du kan ikke gå alene, det ved du bare. Det er en selvskreven regel blandt piger. Der bliver råbt nedladende ting til os, og der er steder, hvor man ikke ved, om det er sikkert at gå,” siger Signe Vedersø Keldorff.
”Du kan ikke gå alene, det ved du bare. Det er en selvskreven regel blandt piger”
Du stiller op til byrådet. Hvad synes du der burde gøres?
”Der kunne gøres nogle helt små ting. Det mangler ordentlig belysning flere steder, og så bør der være mere overvågning, så man har lettere ved at fange overfaldsmændene,” siger Signe Vedersø Keldorff.
Fortsætter valgkampen
Hun er stadig rystet efter overfaldet fredag nat, men har ikke indstillet sin valgkamp.
”Jeg har det ikke særlig godt. Politiet hjalp mig med at få skyllet øjnene med saltvand fredag nat, men jeg var nødt til at tage på skadestuen i går, for jeg har pletter for øjnene. Det skulle dog gerne forsvinde igen”.
”Jeg har valgt, at det her ikke skal have lov at ødelægge det for mig. Det har i virkeligheden givet mig mere blod på tanden. For det bekræfter mig i, at jeg gør det rigtige – at jeg skal have lov at sige det, jeg mener. Men jeg har taget mine forholdsregler. Jeg går ikke alene rundt,” siger Signe Vedersø Keldorff, der er nummer seks på DFs liste i Odense.