Hendes 14-årige søn blev overfaldet på gaden i København af en gruppe indvandrerdrenge. ”Vi oplevede en enorm berøringsangst fra systemets side, fordi der var tale om indvandrere,” siger hun
”Du har kaldt min søster en luder”.
Med den begrundelse blev 14-årige Kasper slået ned midt i skoletiden på gaden i København. Foran en butik blev han passet op af en gruppe indvandrere, der skulle ”snakke med ham”. Kort efter lå han på jorden, sparket på og slået i ansigtet med knytnæveslag. Med hjernerystelse, trykkede ribben og gul og blå af tæsk.
Han hedder ikke Kasper i virkeligheden og hans mor hedder ikke Kirsten. Men det har vi valgt at kalde dem i denne artikel. For de ønsker at være anonyme. Overfaldet har nemlig haft enorme konsekvenser for familien.
Kasper fik angst og gik fra at være social, udadvendt, kompetent og sporty til at være indadvendt, vred og ulykkelig. Han røg ud i et misbrug, som han nu heldigvis er ude af, og Kirsten – som ditOverblik møder til et interview hos Lars Vestergaard, der er kandidat for Dansk Folkeparti til Borgerrepræsentationen i København og til Region Hovedstaden – fortæller om en årelang rædselsperiode for familien, hvor hun var dybt bekymret for sit barn, der søgte trøst i hash og andre stoffer.
”Overfaldet sker ude foran en butik med overvågningskamera, så alt er dokumenteret ned til mindste detalje. Det er meget voldsomt, og da det overstået, fordi en af min søns kammerater griber ind og skubber ham væk, bliver der råbt til dem, at næste gang bliver det med kniv,” fortæller Kirsten.
“Der bliver råbt til dem, at næste gang bliver det med kniv”
”Fornedrelsesvold”
De anmelder overfaldet til politiet, og der bliver lavet en retsmedicinsk rapport. Men trods mange måneders sagsbehandling sker der ikke mere. Overfaldsmanden bliver ganske vist identificeret, men der bliver ikke rejst nogen sag, fordi han er under 15 år, og når Kirsten i dag ser tilbage, synes hun ikke, at hendes søn eller familie reelt fik nogen hjælp fra systemet.
Samtidig oplevede Kirsten stor berøringsangst overfor at sætte ord på det, der skete den dag foran butikken i Københavner-bydelen: At hendes søn blev udsat for et overfald med elementer af dominans- eller ’fornedrelsesvold’, udført af en dreng med mellemøstlig baggrund, der – skulle det vise sig – stod bag lignende overfald på andre drenge i kvarteret.
”Jeg får messenger og sms-beskeder i dagene efter fra andre forældre i området. De skriver, at deres søn også har oplevet at blive intimideret af den samme dreng. Det er folk, jeg ikke kender, men som har hørt fra deres børn, at vores søn er blevet overfaldet, fordi nyheden går som en steppebrand i lokalområdet,” fortæller Kirsten.
”Jeg er rystet over så mange, der henvender sig, og jeg ringer til dem alle sammen og opfordrer dem til at melde det til politiet. Det var nemlig det råd, vi fik på hospitalet: Meld det til politiet. For det er den eneste måde, man kan komme til bunds i det her på,” fortsætter hun.
‘Kirsten’ taler med Lars Vestergaard, der kandidat til Borgerrepræsentationen og regionsrådet:
Sagen henlagt efter halvandet år
Selv fik de dog ikke meget ud af at melde det. Efter halvandet år blev sagen lukket med den begrundelse, at gerningsmanden var under 15 år. Hvad der i øvrigt er gjort i forhold til overfaldsdrengen, ved Kirsten ikke:
”Jeg er da ret sikker på, at de sociale myndigheder har sat ind overfor familien, men vi ved ikke med hvad. Det vi ved er, at vores barn var ikke i stand til at gå i skole efter overfaldet, men det var hans overfaldsmand. Vi ved også fra andre, at drengen rendte rundt og fortalte om overfaldet og at han fortsatte med at intimidere andre,” fortæller hun.
Hvad der præcis var anledningen til overfaldet, ved Kirsten og hendes søn ikke. For Kasper har aldrig kaldt lillesøsteren, der er flere år yngre og går på en anden skole, for luder. Det var blot en begrundelse, der blev brugt i situationen. Muligvis var han misundelig på Kasper, der var populær i sin skole.
”Min søn havde ikke noget med ham at gøre, men han vidste godt hvem han var, og da han kom hen til ham, vidste han godt, at det var for at slås. En politibetjent fortalte os, at man på overvågningsvideoen kan se, at overfaldet er meget voldeligt i forhold til deres alder, og at det er tydeligt på videoen, at der ikke er nogen forudgående dialog eller mundhuggeri. Det er direkte på,” siger hun.
“En politibetjent fortalte os, at man på overvågningsvideoen kan se, at overfaldet er meget voldeligt i forhold til deres alder”
”Vi skulle forsvare os – ikke overfaldsmanden”
Fra at have været velfungerende, blev sønnen nu en ’sag’ i systemet, og sammen med Kirsten har de været til talrige møder. Med skolen, SSP og sociale myndigheder. Men i følge Kirsten har der ingen vilje været til at se hendes søns problemer i sammenhæng med overfaldet. Og psykologhjælp har de selv måttet betale.
”Jeg følte hele vejen igennem, at vi har skullet forklare og forsvare os. Ingen i systemet har koblet vores søns situation med det, han har været udsat for. Skolen laver på et tidspunkt en bekymringsindberetning på min søn, men der er ingen, der interesserer sig for, hvorfor det er kommet dertil. Ingen taler om overfaldet. Tværtimod kører det mere og mere over på, om der er problemer i vores familie,” siger Kirsten.
På et tidspunkt fik familien tilbud om mægling mellem sønnen og hans overfaldsmand. Det ville være godt for sidstnævnte, lød begrundelsen fra politiet. Det takkede de blankt nej til.
”Jeg svarede, at jeg var optaget af, hvad der var godt for min søn, ikke for overfaldsmanden,” siger Kirsten, som har savnet, at hendes søn fik en form for oprejsning.
”Det har han helt klart manglet. En følelse af, at der blev sat ord på, at det han har været udsat for, ikke var i orden. Den form for oprejsning, som det kunne have givet, hvis der havde været en retssag,” siger hun.
Systemet tør ikke kalde en spade for en spade
Og så har hun savnet, at systemet tør kalde en spade for spade. At de tør sige, at der et problem med unge muslimske drenge, der render rundt og intimiderer og fornedrer andre.
”I hele vores møde med systemet blev problematikken vendt om, som om det var os, der var problemet. Vi kunne aldrig italesætte, at der var et problem med de her indvandrerdrenge. Så fik vi at vide, at ’det kunne man jo ikke bare sige’ og ’sådan var det jo ikke nødvendigvis’ osv. Hvis jeg formastede mig til at henvise til de mange beskeder, jeg har fået fra andre forældre om de her drenge, fik jeg at vide, at ’det kunne jeg ikke bare komme og sige’, der var også danske drenge, der lavede ballade osv.,” siger Kirsten – og tilføjer:
”I hele vores møde med systemet blev problematikken vendt om, som om det var os, der var problemet”
”Jeg er da med på, at vi havde en dreng der ikke fungerede og var flabet i skolen. Men man behøver altså ikke at have en master i psykologi for at lave koblingen mellem overfaldet og min søns problemer. Men vi oplevede ingen vilje til at se den sammenhæng, og det fik ingen konsekvenser for overfaldsmanden”.
”Man kan forstå sig ihjel”
Da en forælder kontaktede skolelederen på overfaldsmandens skole og fortalte, hvad han havde gjort, fik han at vide, at skolen ikke kunne gøre noget, fordi det ikke var sket på skolens grund. At drengen skabte problemer, var der ingen i systemet der havde fokus på, konstaterer Kirsten.
”Jeg er med på, at han også kun er et barn og et produkt af sin opvækst. Men man kan også forstå sig ihjel. Jeg kan da godt sidde og ’forstå’ hans historie, men for pokker hvor har jeg bare manglet den forståelse og rummelighed i forhold til vores situation. Den har været eklatant fraværende,” siger Kirsten.
Hvorfor tror du, at der i systemet er denne berøringsangst og manglende lyst til at kalde en spade for en spade?
”Det har jeg tænkt meget over. Jeg tror simpelt hen ikke man aner, hvad man skal stille op. Jeg ved jo – for det har jeg fået bekræftet, når jeg har talt med andre – at der også i andre bydele er en underskov af typer som ham, der overfaldt vores søn, og som stille og roligt glider ind i banderne. Men man gør ikke noget ved dem. Jeg betragter mig selv som et liberalt menneske. Vi har boet i udlandet i flere år, og vi har venner fra andre kulturer. Så jeg betragter mig selv som rummelig. Men jeg er simpelthen så træt af, at man ikke tør kalde en spade for en spade, så man kan gøre noget ved problemet,” siger Kirsten.
Læs også:
DF-kandidat: Ofre for had- og fornedringsvold skal have oprejsning
