UNWRA, der som et agentur under FN fordeler milliarder i støtte til palæstinensere, er hårdt ramt af korruptionsskandale. Mens lande som Belgien stopper støtten, fortsætter det danske bidrag
Ledelsen af UNWRA kritiseres i en intern rapport for magtmisbrug, diskriminering og seksuel udnyttelse. Kritikken når helt op til agenturets chef, schweizeren Pierre Krähenbühl. Han skal selv have lynforfremmet en kvindelig medarbejder til en så høj position, så hun kunne flyve på business class sammen med ham verden rundt.
Tilsvarende har en vicedirektør forfremmet sin mand til et topjob og tilsidesat alle regler undervejs. En tredje chef anklages for at optræde som en anden gangster overfor de ansatte, som han afpressede. Til gengæld blev en yngre medarbejder, der gjorde opmærksom på overgrebene, afskediget.
Sagen truer hele agenturet og en større undersøgelse er sat i gang. I mens overvejer donorerne, om det stadig giver mening at sende penge til UNWRA. Palæstinenserne er samlet blandt dem i verden, der modtager mest hjælp fra udlandet – og UNWRA alene fordeler mere end seks milliarder kroner.
Stop pengene
Som det første land har Belgien stoppet sin støtte til UNWRA og Israel opfordrer andre lande til at gøre det samme. USA, der traditionelt har været den største donor, har allerede skåret sin støtte gevaldigt ned. Den nye skandale følger ovenpå en anden, hvor skolebøger uddelt af UNWRA opfordrede til had mod Israel – og hvor landet var slettet fra kort over regionen.
UNWRA var dansk-ledet frem til 2005 og får løbende betydelige beløb. I øjeblikket udgør støtten 90 millioner om året og samtidig bidrager danske skatteborgere via EU med andre millioner.