Regeringen vil ikke gøre noget aktivt for at hjemsende syrere

0
2331
DFs formand Kristian Thulesen Dahl under dagens partilederdebat i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at syrere fra Damaskus-området skal hjemsendes. Men DF advarer om, at de fleste vil blive i Danmark, hvis ikke den danske regering får en aftale på plads om hjemsendelserne med de syriske myndigheder

Selv om statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at syriske flygtninge skal hjemsendes, når de ikke længere har krav på beskyttelse, så vil regeringen ikke forhandle med Assad-styret om hjemsendelserne. Derfor vil mange af de syriske flygtninge ende med at blive på udrejsecentre i Danmark, hvilket kan komme til at koste Danmark et årligt milliardbeløb.

Det advarede Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl om, da han tirsdag tog spørgsmålet om de syriske hjemsendelser op ved partilederdebatten i Folketinget.

”Syrerne skal hjem igen. Det er planen, og det har statsministeren bekræftet. Det vi så skal sikre er, om det rent faktisk sker i praksis. At de ikke bare flytter fra et sted i Danmark til et udrejsecenter et andet sted i Danmark, hvorefter der så ikke sker noget,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Flygtningenævnet har vurderet, at flygtninge fra Damaskus-regionen, der ikke har været individuelt forfulgte, kan hjemsendes, og hundredevis af syrere står derfor til at få inddraget deres opholdstilladelse i den kommende tid. Men de kan ikke udsendes med tvang.

”Vi skal undgå, at det bliver et tag-selv-bord, hvor man bare kan trænere sin sag og så få ophold i Danmark. Vi skal kunne sætte handling bag ordene, og det kræver, at vi bliver nødt til at forhandle med det syriske styre,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er enig i, at syrerne skal hjem, når de ikke længere har et beskyttelsesbehov. Men regeringen vil ikke forhandle om hjemsendelserne med Assad-styret. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

“Assad-forhandlinger vil sende forkert signal”

DF-formanden spurgte Mette Frederiksen, hvad regeringen konkret vil gøre for at få syrerne hjem. Men statsministeren svarede ikke på, om regeringen vil gøre noget aktivt. Hun fastslog blot, at hun ”fuldstændigt deler analysen af”, at flygtninge uden opholdsgrundlag skal hjem.

”Er man flygtning, så er det fordi, man har et beskyttelsesbehov. Og falder det behov bort, fordi man ikke er individuelt forfulgt eller der ikke er generelle forhold, der tilsiger beskyttelse, så skal man selvfølgeligt vende tilbage til det land, man kommer fra,” sagde hun.

Regeringen har gentagne gange afvist at forhandle med Assad-styret

“Det vil sende et helt forkert signal om, at vi opfatter Assad som sejrherre i Syrien,” sagde Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund for nylig til Jyllands-Posten.