Regeringen har brugt pengene, så nu skal de kriminelle udlændinge blive på Kærshovedgård

0
3275
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Ifølge BT har regeringen brugt de næsten 800 millioner kroner, som var afsat til et nyt udrejsecenter for kriminelle udlændinge. “Regeringen siger ét og gør noget andet,” siger DFs gruppeformand Peter Skaarup

Regeringen har brugt de 759 mio. kroner, som var sat af til et nyt udrejsecenter for kriminelle udlændinge. Det skriver BT.

Pengene var afsat til det udrejsecenter på øen Lindholm, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti besluttede i 2018. Det brød den nye regering og støttepartierne sig som bekendt ikke om, og derfor blev Lindholm-planerne droppet.

I stedet skulle der findes en alternativ placering, men nu er pengene i følge BT forduftet fra regeringens finanslovsforslag. Derfor skal de kriminelle indvandrere indtil videre blive på  udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland.

Fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) siger til BT, at et udrejsecenter på Lindholm ville blive for dyrt. Han forsikrer om, at regeringen er i færd med at finde en anden løsning.

“Regeringen er fortsat i gang med at se på en ny løsning i forhold til udrejsecentrene.
Når en løsning er klar, vil den selvfølgelig være fuldt finansieret,” siger Kaare Dybvad til BT.

Ikke stram udlændingepolitik

Ifølge Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup hænger regeringens ord og handlinger ikke sammen.

”Det her er endnu et eksempel på en regering, der siger ét og gør noget andet. Det er ikke stram udlændingepolitik at bruge hele Lindholm-reserven på de røde venners ønsker om åbne grænser og lave straffe, ” siger Peter Skaarup til ditoverblik.dk.

Også Venstres Inger Støjberg er utilfreds med, at et nyt udrejsecenter ikke prioriteres, og i BT kalder hun det et svigt fra regeringens side.