DF efter “stegt-flæsk-forbud”: Fjern Nets monopol på dankortet

0
2971
Arkivfoto

Dansk Folkeparti vil kæmpe politisk for, at danskerne kan få stegt flæsk på deres dankort, siger DFs næstformand Morten Messerschmidt

Nets skal ikke bestemme, om danske bankkunder må have et foto af stegt flæsk og persillesovs på deres dankort. Det mener Dansk Folkeparti, som nu vil fremsætte et beslutningsforslag om at fjerne Nets’ monopol på at udstede Dankort for bankerne.

Det sker efter historien om en bankkunde, der fik nej af Nets til at udsmykke sit personligt designede dankort med et billede af den danske nationalret. Forbuddet blev begrundet med, at fotos af svinekød kan være anstødelig eller provokerende for religiøse grupper, dvs. muslimer.

“Det dur simpelthen ikke, at man har monopoliseret en virksomhed, der er så helt utroligt krænkelsesparat,” siger Dansk Folkerpartis næstformand Morten Messerschmidt til BT.

DF vil ‘kæmpe politisk for, at danskerne kan få stegt flæsk på deres dankort’, siger Messerschmidt. Folketinget kan dog ikke blande sig i Nets’ retningslinjer, da firmaet er privat. Men så vil DF i stedet fjerne Nets monopol:

“Vi kan angribe det som en konkurrenceretlig sag, og det har vi tænkt os at gøre,” siger Morten Messerschmidt til BT.

Stegt flæsk og persillesovs blev kåret til Danmarks nationalret i 2013, da Dan Jørgensen var fødevareminister i den forrige S-regering. Morten Messerschmidt retter derfor denne muntre appel til sin politiske kollega på Twitter:

“Dette må da være en sag, hvor Dan Jørgensen og jeg kan stå sammen..!!,” skriver han.

Læs også: Stegt flæsk og persillesovs forbudt på Dankort: “Det kan virke anstødeligt og provokerende”