DF: Kulturministeren må sige fra, når Nationalmuseet fjerner ordet ‘eskimo’

0
2175
Pernille Bendixen, fungerende kulturordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Dansk Folkepartis kulturordfører Pernille Bendixen har torsdag kaldt kulturminister Joy Mogensen (S) i samråd. Hun vil have ministeren til klart og tydeligt at markere, at det er forkert, når Nationalmuseet ligger under for krænkelseskulturen

Hvad mener kulturminister Joy Mogensen (S) om, at Nationalmuseet har besluttet at fjerne ordet “eskimo” fra sin udstilling ”Eskimoer og Grønland”?

Det skal ministeren forklare torsdag i et samråd i Folketingets kulturudvalg, som Dansk Folkepartis kulturordfører Pernille Bendixen har indkaldt til.

Pernille Bendixen finder det rystende, at et statsfinansieret museum “i egen korrektheds-selvforståelse” har valgt at droppe ordet eskimo. Et ord, der fra midten af 1800-tallet var den almindeligt benyttede betegnelse for Grønlands oprindelige befolkning.

Brug for en stærk minister

Hun erkender, at kulturministeren ikke kan blande sig i Nationalmuseets beslutning, men DF-ordføreren mener, at ministeren må træde i karakter og sige, hvad hun mener:

“Vi har derfor behov for en stærk kulturminister, der klart siger fra overfor krænkelseskulturen, og som vil stå vagt om vores historie. Ikke fordi vi skal være hvide dominanter, men fordi vi skal huske på, hvem vi er, og hvor vi kom fra,” skriver Pernille Bendixen i samrådsindkaldelsen.

Til ditOverblik.dk siger hun:

”Det her er et skråplan. I sådan en situation må man som kulturminister gerne puste sig lidt op og sige fra. Nationalmuseet får statsstøtte. Derfor påhviler der museet en særlig forpligtelse, og den har svigtet i denne sag. Ministeren må derfor gå foran og markere et standpunkt,” siger Pernille Bendixen.

Eskimo opfattes i dag af dele af den grønlandske befolkning som nedsættende. De kræver, at ordet ”inuit” benyttes i stedet. Af samme grund valgte isproducenten Hansen Is tidligere på sommeren at droppe ordet ”Kæmpe eskimo”.

“Knæfald for krænkelseskulturen”

Eskimo var imidlertid den almindeligt anvendt betegnelse, da for eksempel polarforskeren Knud Rasmussen (1879-1933) gennemførte sine grønlandsekspeditioner. Han bruger derfor ordet eskimo flittigt, og det er historieforvanskning, hvis man vil fjerne det ”i et knæfald for krænkelseskulturen”, som Pernille Bendixen udtrykker det:

”Man kan ikke dømme datiden med nutidens briller. Derfor synes jeg, at man skal sætte foden ned. Det her var en del af datiden. Det var ufravigeligt en del af både dansk og grønlandsk historie,” siger Pernille Bendixen.

Martin Appelt, museumsinspektør på Nationalmuseet, har forklaret beslutningen sådan her i Kristeligt Dagblad:

“Der er for os ingen tvivl om, at vi på Nationalmuseet må fjerne brugen af “eskimo”, da det af rigtigt mange af de mennesker, som nu bor i de områder, hvor Nationalmuseet samlede de mange genstande ind, nu opfattes som nedsættende”.

Samrådet i Folketingets Kulturudvalg starter kl. 12. Det kan følges på Folketings-TV her.