Den radikale formand Morten Østergaard kræver, at Socialdemokratiet skrotter paradigmeskiftet i udlændingepolitikken, hvis de skal støtte Mette Frederiksen som statsminister. “Dybt bekymrende,” mener DF-formand Kristian Thulesen Dahl
Hvis De Radikale skal støtte Mette Frederiksen som ny, socialdemokratisk statsminister, så skal partiet rulle paradigmeskiftet i udlændingepolitikken tilbage. Sådan lyder det opsigtsvækkende krav, som den radikale formand Morten Østergaard mandag aften smed som en politisk bombe i Berlingske.
Paradigmeskiftet, som flytter fokus i udlændingepolitikken fra integration til hjemsendelse, blev aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti, og er vedtaget med socialdemokratiske stemmer. Men Morten Østergaard kræver, at Mette Frederiksen skrotter hele den store lovpakke, som udgør paradigmeskiftet.
»Mette Frederiksen skal nu beslutte, hvad hun vil. Vil hun drive en regering baseret på den enighed, hun har med Dansk Folkeparti? Så må hun appellere til, at Kristian Thulesen Dahl gør hende til statsminister. Vil hun basere sig på os? Så skal der være en ny politisk retning for Danmark, og det gælder i høj grad integrationspolitikken,« siger Morten Østergaard i et interview med Berlingske.
Den radikale leder truer direkte med et mistillidsvotum, hvis ikke Mette Frederiksen kommer hans krav i møde:
»Mere end nogensinde er der brug for en ny retning, og derfor trækker jeg nu linjerne meget skarpt op med det her krav. For jeg tror, at der sidder mange derude og får åndenød af at se på, hvad der foregår,” fortsætter han.
DF-formand: Socialdemokratiet kan blive tvunget til at ændre kurs
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl kalder i Berlingske forslaget ”et helt definerende moment i dansk politik”. Og i sit ugentlige nyhedsbrev skriver han, at han er forbløffet over det ultimative krav.
”Det er en melding, som potentielt kan ende med at kaste Danmark ud i en større parlamentarisk krise på den anden side af valget. For nogen skal jo give sig! Jeg har sagt før, at vi i Dansk Folkeparti – uanset valgets udfald – vil bruge vores mandater aktivt. Men som målingerne ser ud lige nu, vil Socialdemokratiet være afhængig af mandaterne fra De Radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet. Dermed kan Socialdemokratiet blive tvunget til at ændre kurs, hvis de vil til magten. Og hvad er så vigtigst? Statsministerposten eller udlændingepolitikken? Det kan være, at det vil komme an på en prøve om kun et par måneder…,” skriver Kristian Thulesen Dahl.
“Vi har senest fået gennemført et paradigmeskifte på flygtningeområdet, hvorefter flygtninge fremover skal rejse hjem igen, så snart det er muligt. (…) Nu er der altså risiko for, at det hele ryger på gulvet. Hvis de Radikale igen får magt, som de har agt,” skriver han.
Kristian Thulesen Dahls ugebrev kan læses her.
Engell: Hamrende hårdt pres på Mette Frederiksen
Politisk kommentator Hans Engell mener, at Morten Østergaard med sin melding stiller Mette Frederiksen i en meget vanskelig situation:
“Det her viser, hvor sindssygt besværligt det kan blive efter et valg, når der skal dannes en regering. Morten Østergaard lægger et hamrende hårdt pres på Mette Frederiksen og siger, at hun kommer til at vælge mellem Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i udlændingepolitikken,” siger Hans Engell til TV2.
Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, afviser, at Socialdemokratiet kommer til at slække på udlændingepolitikken:
“Kristian Thulesen Dahl og alle andre kan være 110 procent sikre på, at så længe Mette Frederiksen er formand for det her parti, og jeg er udlændingeordfører, kommer vi til at føre stram udlændingepolitik, for vores velfærdssamfund skal kunne følge med,” siger Mattias Tesfaye til TV2.