Brunei skærper sharialove: Stening for homoseksualitet og dødsstraf for utroskab

0
3588
Et ungt par fotograferet foran Sultan Omar Ali Saifuddien Moskeen i Brunei. Foto: AFP / Brunei OUT / Scanpix

Onsdag indfører det lille olierige land Brunei dødsstraf for utroskab og for sex med nogen af sit eget køn. Beslutningen har fået mange til at opfordre til en boykot

Siden 2014 har landet, der ligger på øen Borneo, gradvist indført sharia-lovgivning. Ændringen i morgen er den mest omfattende af sin slags. Både homoseksualitet og utroskab kan nu straffes med døden i form af stening.

Landets halve million indbyggere risikerer også at få en hånd hugget af efter et mindre tyveri. Straffen for at drikke alkohol, der længe har været forbudt, skærpes også. Som ofte før ventes indgrebene især at ramme kvinder.

Indgrebene har vakt vrede verden over. Især de umenneskelige straffe for homoseksualitet har fået mange til at tale for en boykot af landet og dets virksomheder.

Shells fortjeneste

Landet er blevet rigt på at eksportere gas til især Japan og dets olie udvindes af koncernen Shell. Foreløbig er opfordringerne om boykot dog rettet mod mere harmløse mål som de luksushoteller, som landets investeringsfonde ejer. Mest kendt er måske The Dorcester i London eller Bel-Air i Los Angeles.

Landets 72-årige enehersker, sultan Hassanal Bolkiah, har bestemt alt i det lille land siden briterne trak sig tilbage i 1984. Briterne efterlod landet med moderne love i vestlig tradition, men han har over årene indført sharia-love, der er langt mere vidtgående end i de muslimske nabolande Indonesien og Malaysia.

Med en personlig formue på over 250 milliarder kroner er han formentlig verdens rigeste statsoverhoved. Han vil gerne fremstå alfaderlig, og mange af hans barske love bliver sjældent brugt. I stedet bliver de, der stod til straf, sendt til genopdragelse.

Om den nye lov har han sagt:

”Vi forventer ikke at andre folkeslag vil acceptere det og være enige. Men det ville slå til, hvis de blot respekterer vores nation på samme måde, som vores nation respekterer dem.”