Putin lukker for gassen

0
1373
Den russiske præsident Vladimir Putin. Arkivfoto

Strøm og varme bliver op til 120 procent dyrere i Tyskland efter at russerne i weekenden lukkede for en stor del af gasleverancerne

Først lukkede russerne efter besked fra landets hersker, Vladimir Putin, den såkaldte Jamal rørledning, der leverer gas til Polen og til Tyskland. Søndag skruede man så ned for den rørledning, der gennem Ukraine leverer gas til Østrig og det sydlige Tyskland, så den kører på halv kraft. Og da næsten hver anden lejlighed og hvert andet hus i Tyskland er opvarmet med gas, slår det hårdt.

Portalen check24, der sammenligner priser i Tyskland, har noteret 98 firmaer, der leverer gas til forbrugere og som satte prisen op med det samme. I nogle tilfælde mere end en fordobling af prisen og et selskab hæver prisen med 120 procent. Det viser både, hvor afhængige tyskerne er af russernes gas og at markedet forventer fortsat bøvl med russerne.

Kold vinter

Tyskerne taler om Teuer-Winter – en dyr vinter på grund af stigende energi-priser. Med en delvist grøn regering forventer tyskerne, at skatterne på energi også vil blive sat op. Men det er den russiske magtdemonstration, der gør mest ondt.

Tyske medier taler om et angreb på hele Europa. Og en klar udfordring for den kommende tyske regering under socialdemokraten Olaf Scholz. Han kommer til at stå overfor en meget kontant russisk hersker, der ovenikøbet taler tysk.

Og mens tyskerne må betale mere, er andre lande hårdere ramt. Da russerne lukkede for gassen, gik varmen og strømmen flere steder på Balkan. I serbiske Novi Sad var 300.000 pludselig uden strøm og varme, og det samme gjaldt i Sarajevo i Bosnien.

Kilder: Spiegel, Bild, dpa, check24