SPIDSKANDIDATEN | Medlemsfremgang i den lokale DF-forening og en mere positiv stemning blandt vælgerne på gaden har givet DFs spidskandidat i Hjørring, Erik Høgh-Sørensen, tro på et godt valgresultat. “Der er drev nationalt i DFs politik,” siger han
Humøret er højt, da ditOverblik fanger DFs spidskandidat i Hjørring, Erik Høgh-Sørensen, på telefonen. Det er onsdag, han er på gaden for at uddele valgpjecer og tale med vælgere, og i følge den 56-årige DFer, der de sidste fire år har været regionsrådsmedlem i Region Nordjylland, er stemningen langt mere positiv blandt vælgerne, end den var ved folketingsvalget i 2019, hvor Erik Høgh-Sørensen også var opstillet.
“Vi bliver modtaget med smil. Der er sket et markant stemningsskift,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Skiftet kan også ses i medlemstallet i den lokale DF-forening. Det er vokset med 25 procent siden juni, hvilket Høgh-Sørensen både forklarer med en ny og meget aktiv bestyrelse, men også med nye politiske vinde.
“Jeg tror, der er drev nationalt i DFs politik. Folk er trætte af Mette Frederiksen,” siger Erik Høgh-Sørensen og nævner et konkret politisk initiativ, som har givet gennemslag:
“Det var, da Kristian Thulesen Dahl og Inger Støjberg for nylig gik sammen om et fælles udlændingepolitisk udspil (udvisning af mindst 70 % af en bestemt gruppe indvandrere inden 2030, red.). Det vakte opsigt, og jeg tror folk tænker, at nu kan de genkende DF igen,” siger Erik Høgh-Sørensen.
“Jeg tror folk tænker, at nu kan de genkende DF igen”
Flere kandidater
De seneste dage har den lokale partiforening dog også fået et par udmeldelser efter sagen om hovedbestyrelsesmedlem Martin Henriksens exit fra DFs sekretariat på Christiansborg, fortæller Erik Høgh-Sørensen. Men det kan ikke rokke ved den grundstemning af optimisme, som præger DFerne i Hjørring.
”Jeg er meget fortrøstningsfuld. Udviklingen i medlemstallet er en indikator, men det er antallet af kandidater også. I 2017 var der seks kandidater opstillet i Hjørring. Denne gang er vi 10 kandidater,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Dansk Folkeparti fik sidst valgt to ind i Hjørring byråd. Siden er den ene skiftet til Venstre, så i dag er Per Hyldig ene om at repræsentere DF. Erik Høgh-Sørensen er altså ikke selv medlem af byrådet i dag, men det ser han ikke som en ulempe.
”Det betyder, at jeg kan komme med et nyt og frisk syn på tingene,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Affald, ældre og containerhavn
Spidskandidaten, der sad i DFs hovedbestyrelse 2019-2021, fører især valgkamp på tre sager:
At et lokalt og meget innovativt affaldsanlæg i Hjørring ikke skal underlægges et større forsyningsselskab i Aalborg, sådan som byrådet besluttede for nylig.
At ældreplejen skal forbedres og at borgerne skal have lov at lave friplejehjem, hvilket har været en stor lokal sag, siden lukning af et plejehjem i Tornby.
At udvidelsen af Hirtshals Havn skal indeholde et containerafsnit – en ide, som den journalistuddannede Erik Høgh-Sørensen har ladet sig inspirere til fra sin tid som kommunikationschef i Maersk Container.
Du vil revurdere beslutningen om Affaldsselskabet Vendsyssel Vest i Hjørring. Er sådan en sag overhovedet noget borgerne går op?
”Absolut. Folk går op i deres fjernvarmepriser, de går op i klima og de er bekymret for de lokale arbejdspladser. Så det er en vigtig sag. Det her handler blandt andet om man lokalt vil afgive kontrollen med fjernvarmepriserne. Det synes jeg er en dårlig ide,” siger Erik Høgh-Sørensen.
Presset S-borgmester
Sagen om lukningen af plejehjemmet i Tornvig har også stor folkelig appel. Den førte til, at borgere samlede 24 millioner kroner sammen til et friplejehjem. Men borgernes initiativ blev stoppet, da et byrådsflertal ændrede lokalplanen, så friplejehjemmet ikke kunne opføres. Sådanne sager skaber vrede, og Erik Høgh-Sørensen mener, sagen vil kunne koste den mangeårige socialdemokratiske borgmester Arne Boelt jobbet.
”Jeg vil ikke nedgøre Arne Boelt, men han har siddet så længe, at han er blevet metaltræt, og jeg fornemmer, at der er nogle strømninger i vælgerhavet i retning af, at der skal ske noget andet. Socialdemokraterne har i dag 16 mandater og støtte fra tre derudover, men rød blok er presset af dårlige sager, så valget bliver uhyggelig spændende. Med en god valgkamp kan vi få en borgerlig borgmester, og det vil give Dansk Folkeparti større indflydelse end i dag,” siger Erik Høgh-Sørensen.
8 spørgsmål til Erik Høgh-Sørensen
Hvorfor er du aktiv i politik?
Jeg brænder for at gøre en forskel nationalt og lokalt. Nationalt vil jeg værne om frihed og demokrati, fordi det i disse år trues af islam og EU. Min far var med til at nedkæmpe nazismen. De friheder, som han og hans venner skaffede os, skal vi ikke sløse væk i misforstået “tolerance”.
Hvad bliver din og DFs mærkesag til valget?
Som spidskandidat i Hjørring ønsker jeg en bedre økonomi, bedre ældrepleje, bedre skoler og bedre offentlig transport. Valgkampen præges af, at mange i byrådet prøver at udskyde millionbesparelser til næste år. Det er valgår, og de ansvarlige politikere skal stå på mål for deres pengespild og velfærdsnedskæringer.
I regionspolitikken vil jeg have styr på økonomien i det nordjyske sygehusvæsen. Eksempelvis har Socialdemokratiet, Venstre og Konservative i fællesskab sløset op til 1,1 milliarder kroner væk på fuldstændig unyttige swap-lån. Pengene fosser også ud af regionskassen pga. en eksplosioin i udgifterne til det nye supersygehus.
Nævn et par vigtige resultater, som DF har opnået i den forgangne valgperiode?
Både i Hjørring Kommune og Regionsrådet har DF’s rolle været marginal, men i Regionsrådet har vi bl.a. fastholdt service og akutfunktioner i yderområdet, og jeg har fået flertal i Regionsrådet vedr. lånesager. Derudover har jeg lagt op til at forebygge gymnasielukninger i udkantsområder, hvilket senest er blevet betegnet som fremsynet af en Venstrepolitiker.
Hvad er den store ‘sag’ til kommunalvalget i jeres kommune?
Ældrepleje, skoler og offentlig transport. Decentralisering.
Hvad er DFs nuværende rolle i byrådet?
Næsten ingen. De to mandater vi havde, var ekstremt dyre i antal vælgere, og de to blev trods udpræget samarbejdsvilje stort set ignoreret af borgmesterpartiet, Socialdemokratiet. Jeg tror ikke, det kunne være anderledes. Det er ikke en kritik af de to byrødder, bortset fra, at de senere kom op at toppes i en grad, at den ene hoppede over i Venstre. Dvs. DF har mistet et af sine mandater i Hjørring. Det skal vi genvinde om muligt.
Er DF i valgforbund – og med hvem?
Venstre og Nye Borgerlige. Det fungerer fint, selvom jeg længe har været en hård kritiker af NB’s landspolitikere (“Nye Blårgerlige”)
Vi prøvede også at sammensmelte valgforbund med Konservative og Kristendemokraterne, men desværre uden held. Det skal nu nok gå alligevel. Vi har en god stemning blandt de borgerlige.
Hvordan skal I føre valgkamp?
På gader og stræder og i medierne. Personligt har jeg besluttet ikke at bruge en eneste krone på Facebook-annoncer, fordi Facebook ofte censurerer og “shadowbanner” nationalkonservative politikere som mig. Facebook fifler med sine annonceindtægter i skattely og skader dermed lokale medier. Min annoncering går til sidstnævnte.
Når valget er slut – hvordan håber du så, at det er gået?
Jeg er forsigtig optimist, fordi de etablerede partier i Hjørring alle er metaltrætte på den ene eller anden måde. Men selvfølgelig skal vi fra DF køre en god valgkamp og udgøre et troværdigt politisk alternativ. Vi kommer til at kæmpe for hver eneste stemme.