Pia K: Regeringen skal holdes fast på løfte om asylcentre udenfor Europa

0
1522
DFs udlændinge- og værdiordfører Pia Kjærsgaard. Foto: Carsten Lundager

Den Afrikanske Union kalder de danske planer om et asylbehandlingscenter i Afrika for fremmedfjendsk. Men den kritik klinger hult, mener DFs udlændingeordfører Pia Kjærsgaard

Dansk Folkeparti vil holde regeringen fast på sit løfte om at flytte asylbehandlingen til et land uden for Europa.  Det fastslår Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard i en kommentar i Jyllands-Posten.

Den Afrikanske Union kritiserede tidligere på ugen de danske planer om asylbehandlingscentre i Afrika. Det er ”udtryk for fremmedhad og komplet uacceptabelt”, lød det i en pressemeddelelse fra den afrikanske pendant til EU.

”Den Afrikanske Union ser på loven med den største bekymring og ønsker at minde Danmark om sit ansvar for international beskyttelse af personer, der har behov for den beskyttelse,” lød det.

Kritik klinger hult

Men den udmelding bør ikke få den danske regering til at ryste på hånden, mener Pia Kjærsgaard. For Den Afrikanske Union er ikke i en position, hvor den kan kritisere Danmark, mener hun:

“Det klinger mere end hult, når Den Afrikanske Union tillader sig at beklage sig over, at vi som land mener, at asylbehandling ikke skal foregå her. Særligt i det perspektiv, at rigtig mange, der søger om asyl, gør det ubegrundet og ovenikøbet kommer fra de lande, som Den Afrikanske Union repræsenterer. Altså lande, hvori der er borgerkrige, interne uroligheder, korruption, fattigdom, trøstesløshed og diktatorer,” skriver Pia Kjærsgaard.

DF udlændingeordfører mener, at det giver rigtig god mening at behandle asylansøgere langt fra Danmark og gerne udenfor Europas grænser.

“For er man først kommet indenfor, ved vi pr. erfaring, at det er yderst svært af få sendt dem ud igen, selv om deres ønske om asyl er grundløs,” skriver Pia Kjærsgaard.

Hele indlægget kan læses her