Tidligere DF-pressechef kritiserer hastværk på Christiansborg: “Det er latterligt og uansvarligt”

0
1161
Søren Søndergaard var pressechef for Dansk Folkeparti i 15 år. Han er i dag presse- og kommunikationschef i Danske Havne.

Dansk Folkepartis tidligere mangeårige pressechef Søren Søndergaard opfordrer politikerne til at lette foden fra speederen og forberede lovgivning bedre

Let foden fra speederen – det nuværende tempo er latterligt og uansvarligt.

Sådan lyder opfordringen til Folketingets politikere fra Søren Søndergaard, der i 15 år havde sin daglige gang på Christiansborg som pressechef i Dansk Folkeparti.

Søren Søndergaard stoppede på Borgen for halvandet år siden og er i dag presse- og kommunikationschef i Danske Havne. Han skriver dog fortsat jævnlige kommentarer i det politiske magasin Altinget, og her lettede han torsdag sit hjerte om et emne, der har generet ham gennem alle årene på Borgen: Nemlig det enorme tempo, som lovmøllen maler i, og – ikke mindst – politikernes manglende opfølgning på de love, de vedtager.

”Jeg havde kun været kort tid på Borgen, da jeg første gang studsede over, at hverken Folketinget eller, og dét var næsten værre, ministerierne brugte tid på at følge op på alt det, de lavede. Ja, min oplevelse var faktisk, at de end ikke rigtigt reflekterede over, om dette eller hint lovgivningsarbejde faktisk virkede. Nu er det vedtaget og den ged barberet, videre fremad mod nye nederlag,” skriver Søren Søndergaard.

“Nu er det vedtaget og den ged barberet, videre fremad mod nye nederlag”

Som eksempel nævner han stramninger i straffe for personfarlig kriminalitet. Her afslørede en journalist fra Altinget, at selv om Folketinget havde skærpet straffene, var effekten ikke slået igennem ude ved domstolene. Men det anede man ikke på Christiansborg, for ingen havde fulgt op på egen lovgivning.

Giv plads til omtanke og forberedelse

At det er sådan, skyldes en kultur, der opstået på Borgen, vurderer Søren Søndergaard. En kultur, han opfordrer til at gøre noget ved:

”Tempoet i lovgiveriet er så højt, at det bedste råd er, at politikerne letter foden lidt fra speederen og giver plads til omtanken og forberedelsen. Der er en ånd på Borgen, skabt i fællesskab mellem medierne og partierne, at der skal handles på alt, stort og småt, og at det skal gå stærkt. Har man ikke et her-og-nu bud på en politisk handling som svar på en aktuel sag, kommer man ikke på i nyhedsfladen og betragtes som bovlam, tøvende, rådvild, uden kompas – vælg selv,” skriver Søren Søndergaard i Altinget.dk – og fortsætter.

”Tempoet er til tider helt nødvendigt, men generelt latterligt. Og uansvarligt. Jeg vil undlade at trampe i mink-skandalen, dét bliver der rig anledning til senere. Men at hastværk var lastværk, uanset hvad intentionerne end var, ligger i min optik helt fast”.

”Tempoet er til tider helt nødvendigt, men generelt latterligt. Og uansvarligt”

Søren Søndergaard understreger, at han mener vi har dygtige og slidsomme politikere. ”Og jeg har haft det privilegium at arbejde for, og imod, de dygtigste af dem,” som han skriver. Men generelt savner han noget mere forberelse og refleksion. Eller som han citerer sin mor for jævnligt at have sagtm da han var barn: ”God forberedelse er den halve gerning, uanset om man bager eller studerer”:

”Det er med godt bagværk som med politik; det bliver bare bedre med en god, tålmodig forberedelse,” skriver Søren Søndergaard.

Hele indlægget kan læses her