Peter Skaarup: Derfor er et totalt asylstop nødvendigt

0
2617
”Det er sådan set ligegyldigt om vi trækker os fra Dublinforordningen, for den fungerer jo ikke," siger Peter Skaarup.

Antallet af ikke-vestlige personer i Danmark er vokset med 83.310 på fire år. Det understreger, at der er behov for et totalt asylstop, mener DFs gruppeformand

Dansk Folkeparti vil stille tre krav, hvis partiet skal støtte en kommende regering: Permanent grænsekontrol, asylstop og en fortsat hård kurs i forhold til udvisninger af afviste og kriminelle udlændinge.

Det siger Peter Skaarup, gruppeformand for DF, forud for folketingsvalget på onsdag. Han glæder sig over, at antallet af asylansøgere er faldet markant de sidste to år, ligesom antallet af udviste, der forlader landet, er oppe på cirka 80 procent. Men set over de sidste fire år, er antallet af ikke-vestlige personer i Danmark vokset med 83.310 ifølge Danmarks Statistik. Derfor er et asylstop nødvendigt, mener Peter Skaarup

“Der er så mange udfordringer, vi skal have løst, før man kan begynde at overveje at tage flere asylansøgere eller kvoteflygtninge i Danmark,” siger Peter Skaarup, da han fredag eftermiddag er på gaden for at føre valgkamp med Dansk Folkeparti på Brønshøj Torv.

”Det er også det jeg hører, når jeg taler med folk her. De siger samstemmende, at vi har så store udfordringer med drengebander, dårlig integration, børn der ikke lærer dansk i hjemmet og så videre, at vi er nødt til at få styr på tingene. Det er derfor vi foreslår et asylstop. Det kan spare 2 milliarder kroner årligt, hvoraf vi så kan bruge 500 millioner kroner på hjælp i nærområderne og 1,5 milliard kroner på at forhøje ældrechecken med 11.000 kroner,” siger Peter Skaarup.

“Forordning fungerer alligevel ikke”

Kravet om asylstop er blevet afvist af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), ligesom eksperter mener, at et asylstop vil være i strid med Danmarks parallelaftale i EU’s Dublin-forordning. Den siger, at første land, en asylansøger kommer til, har ansvaret for at behandle en asylsag. Hvis vi træder ud af denne aftale, vil Danmark få sværere ved at sende asylansøgere retur til andre EU-lande, lyder kritikken fra bl.a. juraprofessor på Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen.

Kritikken afvises af Peter Skaarup:

”Det er sådan set ligegyldigt om vi trækker os fra Dublinforordningen, for den fungerer jo ikke. Hvis den gjorde det, så ville vi jo netop kunne sende folk til Tyskland eller det land, de oprindeligt kom fra. Men hvis man har orden i papirerne, kan man godt søge asyl ved den danske grænse, uden at blive sendt retur,” siger Peter Skaarup.

DF har foreslået, at det totale asylstop skal gælde til 2025. Det vil betyde 4000 færre asylansøgere årligt, hvilket altså i følge DF vil give en besparelse på to milliarder kroner.

“Desuden skal vi gøre mere for at få de sidste 20 procent udviste til at forlade Danmark. Derfor skal vi sætte tommelskruerne på de lande, der ikke tager imod deres egne borgere,” siger Peter Skaarup.