Små netmedier og podcasts trues af firkantede regler. Helt skørt, mener DF-ordfører

0
1989
Morten Marinus, folketingskandidat fr DF, folketingsmedlem 2011-2019. Foto: Steen Brogaard

Små netaviser og podcasts må kun bede om frivillige bidrag fra brugerne, hvis de har fået Indsamlingsnævnets tilladelse til at lave en indsamling. Det er skørt, mener DFs medieordfører Morten Marinus, som vil have lavet reglerne om i det nye folketing 

Det lyder indlysende og logisk: Du følger et lille uafhængigt netmedie eller en podcast, som du synes godt om. Derfor vælger du at støtte mediet med for eksempel 25 kroner om måneden.

Dermed kan mediet skaffe sig lidt småindtægter. Penge, der kan supplere de små indtægter fra bannerreklamer, som er eneste alternative indtægtskilde for mange netmedier.

Men så enkelt er det ikke. Faktisk er det ulovligt for små medier at modtage støttebeløb, hvis de ikke har fået Indsamlingsnævnets tilladelse til at lave en indsamling. Det fremgår af en artikel i Politiken.

Avisen har skrevet flere kritiske artikler om de indvandringskritiske netaviser 24Nyt, Newspeek og Den Korte Avis. Den seneste blev bragt for to uger siden og havde overskriften ”Junkmedier samler penge ind ulovligt”.

Her sagde indsamlingsnævnets formand, retspræsident ved Retten på Frederiksberg, Christian Lundblad, om mediernes opfordring til støtte med frivillige bidrag:

”Min umiddelbare vurdering er, at det er indsamlinger, da der ikke er noget abonnement eller anden ydelse, man køber. Derfor kræver det tilladelse. Den har de ikke fået, og så er indsamlingerne ulovlige”.

Mange medier kan komme i søgelyset

Politiken fokuserede alene på de tre “kontroversielle netmedier”, som avisen betegner dem. Men der er formentlig mange andre netaviser og podcasts, der er i samme situation. For mange netaviser og podcasts opfordrer læsere og lyttere til at støtte dem med frivillige beløb.

Og selv om de frivillige indbetalinger kaldes et støtteabonnement, er der tale om en ulovlig indsamling. For hvis der ikke er en modydelse, er det stadig en indsamling, ifølge Indsamlingsnævnets formand.

Jan Birkemose, der driver Medietrends, som dækker udviklingen i mediebranchen, mener, at Indsamlingsloven på denne måde spænder ben for moderne, innovativ medieøkonomi.

”Når medier, der af forskellige årsager vælger en forretningsmodel med frivillige abonnementer skal rubriceres som velgørenhedsorganisationer med dertilhørende bureaukrati og administrative byrder, så er det ikke godt for mediepluralismen og ikke mindst den trængte mediebranches eksperimenter med nye, innovative forretningsmodeller,” skriver han i en kommentar.

”Hvis staten ønsker at støtte medieudvikling og innovative forsøg med forretningsmodeller, skal man ikke lægge benspænd på vejen,” skriver Jan Birkemose.

Medietrends kommentar om indsamlingsreglerne, der kan spænde ben for medieudviklingen.

Morten Marinus (DF): Det er alt for bureaukratisk

Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus er enig med Jan Birkemose. Han finder det skørt, at netmediers støtteabonnementer skal godkendes som indsamling.

”Det må laves om. Det er alt for bureaukratisk med så rigide regler,” siger Morten Marinus, der, fortæller han, selv støtter tre podcasts med frivillige bidrag.

Morten Marinus peger på, at mange små medier i forvejen har svært ved at skaffe indtægter. Hvis Indsamlingsnævnet derfor vil til at jagte netaviser og podcasts, der får bidrag fra brugerne, risikerer det at true hele underskoven af nye og anderledes medier.

”De små medier giver noget til hele fødekæden, både indholdsmæssigt og i forhold til talentudvikling. Det er ikke meget, de tjener, og de penge, de får ind, går mest til faste udgifter, teknik og husleje. Derfor skal disse regler laves om efter valget. Vi skal også arbejde på, at public service-puljen åbnes op for de mindre medier,” siger Morten Marinus.

Medietrends redaktør Jan Birkemose vil også have politikerne på banen:

”Jeg tror, at denne problemstilling er utilsigtet og håber derfor, at politikerne i det kommende folketing vil overveje en god løsning – den må i øvrigt også gerne indeholde en mere retfærdig model for digital moms, så det ikke kun er de brede medier, der slipper for at betale moms,” skriver han i sin kommentar.

”De små medier giver noget til hele fødekæden, både indholdsmæssigt og i forhold til talentudvikling”

Morten Marinus, medieordfører, Dansk Folkeparti

Indsamlingsnævnet truer med politiet

Formanden for Indsamlingsnævnet, Christian Lundblad, siger til Politiken, at de nævnte medier nu vil få en frist til at søge tilladelse:

”Tvivlen skal komme dem til gode, så de får en frist til at søge om tilladelse. Gør de ikke det og fortsætter indsamlingerne, må vi gøre det til et politispørgsmål,” siger han.

Det koster 1100 kroner at ansøge om at blive godkendt som indsamling. Derudover skal den, der står for indsamling, afleverer et revisorgodkendt regnskab over indsamlings-indtægterne.