Pernille Bendixen: Bøger er vigtige – men biblioteker skal kunne meget mere i dag

0
2064
Pernille Bendixen, fungerende kulturordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Dansk Folkepartis kulturordfører vil have ændret den 100 år gamle bibliotekslov, så bibliotekerne får et bredere formål end i dag. Men bøgerne er stadig vigtige, fastslår hun

Dansk Folkepartis kulturordfører Pernille Bendixen vil ikke afskaffe bøger på bibliotekerne. Tværtimod. I en digital tidsalder er der mere end nogensinde brug for et alternativ til computer, ipads og smartphones, fastslår hun.

Men i anledning af, at folkebiblioteksloven i dag fejrer 100 år, slår Pernille Bendixen til lyd for at modernisere loven. Hun mener den skal udvides, så den ikke bare definere bibliotekernes rolle som passiv formidler af bøger, musik, e-bøger osv.

”Vi kan se at udlånet af bøger falder. Bibliotekerne er ikke længere det, de var engang. Så hvis vi vil bevare vores folkebiblioteker, skal de have nogle flere strenge at spille på. For mig at se, skal bibliotekerne være lokalområdets samlingspunkt. Men så skal loven tage højde for det. I dag laver bibliotekerne rigtig mange ting, som de ikke skal ifølge loven,” siger Pernille Bendixen.

Kan motivere til højtlæsning

Bøger og viden skal dog stadig være det centrale. DF-ordføreren mener blandt andet, at bibliotekerne har en vigtig rolle at spille, når det handler om at motivere børnefamilier til højtlæsning.

”Der er desværre mange, der ikke læser højt med deres børn længere. Det er enormt ærgerligt, for undersøgelser viser, at børn der har fået læst højt som små har et forspring, når de starter i skolen. Her kan bibliotekerne spille en vigtig rolle. De kan være det sted, hvor man går hen med sine børn og finder bøger til højtlæsning,” siger Pernille Bendixen.

Tror du godt man kan få børn til at lytte til højtlæsning i 2020?

”Ja, sagtens. For mange børn er det fantastisk at kunne lægge sig under dynen, lukke øjnene og lytte til en bog, som far eller mor læser højt. Det er også en mulighed for at koble af fra de skærme, som fylder meget i børnenes dagligdag. Jeg tror det kan være afstressende for mange børn,” siger Pernille Bendixen.

Biblioteksforening ser positivt på forslag

Danmarks Biblioteksforening ser positivt på forslaget om at ændre biblioteksloven:

”Landets kommuner skal aktivt bruge bibliotekerne til at udbrede viden, skabe debat og styrke fællesskabet. Vi har i dag en lov som definerer bibliotekets rolle som en passiv formidler af materialer. Hvis vi i stedet får en bibliotekslov, hvor hver kommune aktivt skal bruge biblioteket til at udvikle debat, viden, læsning og uddannelse, styrker vi både kommunen og sammenhængskraften.” siger formand for Danmarks Biblioteksforening Steen Bording Andersen (S) i en pressemeddelelse.