Dansk Folkeparti vil skærpe reglerne for udlændinges opholdstilladelse i Danmark: Hvis de er på offentlig forsørgelse i mere end seks måneder, skal de have frataget opholdstilladelsen
Dansk Folkeparti lancerer nu et forslag, der skal presse ledige udlændinge til at komme i job. Står det til DF, skal udlændinge have frataget deres opholdstilladelse, når de har været på overførselsindkomst i mere end seks måneder.
”Formålet er at motivere udlændinge til at opkvalificere sig, så de bliver selvforsørgende og at motivere ledige udlændinge til at komme i arbejde. De udlændinge, som i årevis ikke har modtaget anden indtægt end offentlig forsørgelse, får med dette beslutningsforslag sendt et signal, der ikke er til at misforstå,” skriver DF i beslutningsforslaget, som vil pålægge regeringen at komme med et lovforslag i næste folketingssamling.
Ikke-vestlige indvandrere koster 33 mia. kr.
Næsten hver tredje ikke vestlige indvandrer i Danmark er på offentlig forsørgelse, og alene i 2018 blev der udbetalt 14 mia. kroner i forsørgelsesydelser til ikke-vestlige indvandrere. Ifølge en opgørelse fra Finansministeriet var den samlede offentlige udgift til ikke-vestlige indvandrere i 2016 på hele 33 mia. kroner. DF skriver i forslaget, at det er ”af tvingende nationaløkonomisk betydning” at stramme lovningen.
”Danmark virker som en magnet på ikke vestlige indvandrere, som ikke har noget ønske om at bidrage til samfundsøkonomien på samme måde som etniske danskere, der er opvokset med et både moralsk, etisk og kulturelt incitament til at opretholde og udbygge levestandarden og medvirke til at udbygge velfærdsstaten til gavn for dem, der reelt har behov for hjælp,” lyder det i forslaget, som gruppeformand Peter Skaarup er ordfører på.
Flygtninge skal forberedes på hjemrejse
For flygtninge skal der gælde et særligt regelsæt, så de presses til at komme i arbejde.
”Det skal ikke være muligt blot at bruge opholdet som en venteperiode på offentlig forsørgelse. Der skal stilles klare krav om beskæftigelse, der forbereder dem på en fremtid i hjemlandet, når beskyttelsesbehovet ophører,” foreslår DF.
Se beslutningsforslaget her.