Tidligere spidskandidat for Nye Borgerlige skifter til DF

0
3919
Michelle Weie har efter nogle uger som partiløs meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Hun brænder for lokalpolitik og vil gerne opstille for DF til efterårets kommunalvalg.

Michelle Weie har meldt sig ind i Dansk Folkeparti. “Jeg fandt ud af, at jeg var meget mere enig med DF,” siger den nye DFer

For to måneder siden blev Michelle Weie valgt som spidskandidat for Nye Borgerlige på Bornholm. Men bare en måned senere forsøgte bestyrelsen at få hende skubbet længere ned på listen til fordel for en anden spidskandidat, og det fik i slutningen af marts Michelle Weie til at melde sig ud af Nye Borgerlige.

“Mine værdier, som et flertal af medlemmer har bakket op om, faldt ikke længere i bestyrelsens smag,” som hun forklarede på sin Facebookside.

Siden har Michelle Weie nærlæst Dansk Folkepartis arbejdsprogram og ført timelange samtaler med DFs lokalformand og spidskandidat på Bornholm, Linda Kofoed Persson. Og nu har Michelle Weie besluttet sig: Hun har meldt sig ind i Dansk Folkeparti, og hun vil – hvis hun bliver opstillet – gerne være DF-kandidat til kommunalvalget til november.

”Det var lidt af en aha-oplevelse for mig at læse Dansk Folkepartis arbejdsprogram. Jeg fandt ud af, at jeg var meget mere enig med DF. Jeg deler DFs menneskesyn. Jeg ønsker at værne om velfærdssamfundet. Jeg står for de kristne og danske værdier. Så jeg føler, at jeg har fundet den helt rette hylde,” siger Michelle Weie, 36 år, der bor i Nexø og er mor til fire børn plus et bonusbarn og et plejebarn.

Vil lytte til borgerne

Michelle Weie brænder for lokalpolitik og glæder sig til at lære af DFs kommunalpolitikere på Bornholm, som hun roser for at være gode til at lytte til borgerne.

”At komme ind i et parti, som rent faktisk arbejder seriøst med lokale spørgsmål, var det jeg ville. Det er arbejdet med Bornholms udfordringer – store som små – som gør at jeg finder lysten til politisk arbejde. Ikke alt cirkusset på Christiansborg. Og så passer DF’s sociale profil også bedre til de områder, som står mit hjerte nært,” siger hun i en udtalelse på DF Bornholms facebookside.

DF-formand byder velkommen

Lokalformand Linda Persson glæder sig over tilgangen af Michelle Weie:

“Det er altid rart med nye medlemmer, men når der kommer nogle med en så stor sult som Michelle har, så er det da fedt. Vi glæder os til at byde hende velkommen i vores “familie”, for det er vi i DF Bornholm. Og så skal hun affinde sig med at få travlt. Vi starter med at indrullere hende i arbejdet omkring vores kommende arbejdsprogram for den kommende valgperiode,” skriver DF-formanden på Facebooksiden.

Det er anden gang i løbet af få måneder, at en lokal profil fra Nye Borgerlige skifter til Dansk Folkeparti. For et halvt år siden valgte Nye Borgerliges tidligere næstformand at melde sig ind i DF.