Ny lov på vej: Flygtninge kan få gratis erhvervsuddannelse

0
4219
Jens Henrik Thulesen Dahl er DFs nye sundhedsordfører. I forvejen er han kommunal- uddannelses- og forskningsordfører. Foto: Steen Brogaard

Flygtninge på midlertidigt ophold vil fremover kunne tage en gratis erhvervsuddannelse i Danmark. ”Det burde være et krav, at de vælger en uddannelse, der er målrettet deres hjemland,” siger DFs uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl

Flygtninge på midlertidigt ophold i Danmark får snart mulighed for at tage en erhvervsuddannelse, uden at de skal betale for det. I forvejen er det blevet gratis for flygtninge at tage en videregående uddannelse – det sørgede uddannelsesministeren sidste år via en bekendtgørelse  – og nu er en lov om gratis erhvervsuddannelser også på trapperne. Den ventes vedtaget i løbet af et par uger.

Dansk Folkeparti stemmer imod. Uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl mener, at der er tale om lempelse af udlændingepolitikken.

”Jeg ser det som en lempelse på to fronter. Dels vil det gøre det mere attraktivt at komme hertil, fordi man kan få gratis uddannelse, og dels vil det alt andet lige gøre, at flere får mulighed for at blive i Danmark,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Der stilles ingen krav til typen af uddannelse, og efter at rød blok har ændret loven, så flygtninge, der ikke længere har et beskyttelsesbehov kan blive i Danmark hvis de har arbejde og har været her i mindst to år, så regner Jens Henrik Thulesen Dahl med, at flere flygtninge vil se det som en vej til permanent ophold.

”Det her går imod paradigmeskiftet, som jo gik ud på, at flygtninge skal rejse hjem, når de ikke længere har krav på beskyttelse,” siger DF-ordføreren med henvisning til hjemsendelseslovene, som DF og VLAK-regeringen fik gennemført i 2019.

”Burde være krav at uddannelse kan bruges i hjemlandet”

Hvis det stod til Jens Henrik Thulesen Dahl, skulle det være et krav, at flygtninge vælger en uddannelse, der kan bruges i deres hjemland. For eksempel en håndværksuddannelse, der er målrettet genopbygningen af et krigshærget land.

”Jeg synes, der ville ligge et supergodt signal i, at man sagde ’ja, du kan godt få en uddannelse, men det skal være en uddannelse, der helt konkret kan bruges i dit hjemland’,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl, som har stillet dette forslag i et skriftligt spørgsmål til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

”Men hun svarer, at det bliver op til den enkelte selv at vurdere, hvilken uddannelse de føler, at de har behov for. Jeg synes det her er en glidebane og en de facto lempelse af udlændingepolitikken,” siger DFs uddannnelsesordfører.