Mordsag: Svenskerne er nødt til at få amerikansk hjælp

0
2255
Mordet skete midt i et boligkvarter i den belastede del af Stockholm. Modelfoto

En stor mordsag faldt fra hinanden i Sverige, selvom et vidne udpegede den nu 23-årige Semir Hasooni som morderen. Kun med amerikansk hjælp blev han i dag dømt

Offeret var en jævnaldrende mand fra samme miljø, der blev lokket i en fælde og skudt foran øjnene på sin kæreste. Offeret troede han skulle sælge narko, men i stedet blev han den 2. november 2020 skudt og dræbt. Kæresten afgav et klart vidneudsagn, der udpegede Semir Hasooni som den, der skød – men trak senere sit udsagn tilbage.

Sagen har været problematisk for svensk politi ligesom andre sager, vi har dækket her i ditoverblik.dk. Først fik man ikke fat i Semir Hasooni, der stak af hjem til Irak. Først da han senere – formentlig på sit svenske pas – kom til Frankfurt, blev han arresteret af tysk politi. Men det svenske retsvæsen mente ikke, at beviserne mod ham rakte til en tiltale og han blev sat på fri fod.

Den gang blev han i svenske medier blot omtalt som en svensk mand, men efter dommen i dag vælger flere medier at nævne ham ved navn og skriver om hans irakiske baggrund. Dommen i dag lyder på fængsel på livstid.

Fælde for kriminelle

Dommen i dag var kun mulig på grund af materiale fra det amerikanske forbundspoliti, FBI. Beskeder fra det såkaldte Anon netværk, som FBI selv har skabt for at lokke kriminelle til at bruge det, understøttede afgørende anklagerne mod irakeren. Han blev arresteret igen i juni og tiltalt sammen med tre andre for mordet, der skete midt i et boligkvarter i den belastede del af Stockholm.

Under selve retssagen spillede også udsagnet fra vidnet en rolle. Selvom kvinden havde trukket sit udsagn tilbage, blev en optagelse af forhøret afspillet. I dommen hedder det, at man går ud fra, at kvinden var blevet truet til at trække sit udsagn tilbage.

Den yngste af de tre, der var 20 da mordet fandt sted, fik tre års fængsel for sin rolle, mens de to ældre fik tre og et halvt års fængsel. Tilsyneladende er der ikke tale om udvisninger.

Kilder: Expressen, SVT