S-formand: God ide med kriminelle udlændinge på en ø, men…

0
2982
Mette Frederiksen (S) på talerstolen under den første partilederdebat i Folketinget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

S-formand Mette Frederiksen har stadig ikke besluttet, om øen Lindholm er det rigtige sted at placere et udrejsecenter for kriminelle udlændinge. Men det er “grundlæggende en god ide”, sagde hun ved tirsdagens partilederdebat i Folketinget

Vil Socialdemokratiet støtte det nye udrejsecenter for kriminelle udlændinge, som regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at oprette på øen Lindholm ved Sydsjælland?

Det er stadig uklart, selv om S-formand og statsministerkandidat Mette Frederiksen tirsdag under den nye partilederrunde i Folketinget fik et direkte spørgsmål om Lindholm af DFs formand Kristian Thulesen Dahl.

Før jul stemte Socialdemokratiet gult til finansieringen af udrejsecenteret, dvs. at partiet undlod at stemme. Det skete selv om partiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye har kaldt ideen om kriminelle udlændinge på en ø for ”spot on”. Nu er der gået tre uger, men Socialdemokratiet vakler stadig. Mette Frederiksen synes ”grundlæggende” om ideen. Men hun har ikke besluttet, om Lindholm er det bedste sted.

Det kom frem ved partilederrunden, som er et nyt tiltag i Folketinget, hvor partilederne et par gange om året skal debattere med hinanden.

”Det er grundlæggende en god ide at få samlet dem, der har begået alvorlig kriminalitet i Danmark og er udvisningsdømte. De skal forlade Danmark, og de burde forlade Danmark allerede nu. Den tanke står fuldstændig fast,” sagde Mette Frederiksen – og fortsatte:

“Men der er også et hensyn at tage til lokalsamfundet (ved Lindholm, red.). Jeg kender området dernede rigtig godt, og jeg kan godt forstå, at der er kæmpe stor lokal bekymring for, hvad det vil betyde for et lokalsamfund, at der kommer så mange mænd uden noget perspektiv og med så alvorlig kriminalitet bag sig. Det kan komme til at ødelægge et lokalsamfund,” sagde S-formanden.

“De skal forlade Danmark, og de burde forlade Danmark allerede nu”

Mette Frederiksen, S-formand
Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) passerer Pia Olsen Dyhr (SF) før tirsdagens møde i Folketingssalen med partilederdebat på Christiansborg. For første gang afholdes der partilederdebat i Folketinget, hvor alle partiledere deltager og kan stille spørgsmål til hinanden. Tiltaget er et nyt forsøg fra på at vække interesse for politisk debat i Folketingssalen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen: Mere fut i hjemsendelser under ny regering

Kristian Thulesen Dahl svarede, at han sagtens kan forstå bekymringen for lokalsamfundet. DF så derfor også helst, at udvisningsdømte kriminelle udlændinge sad i fængsel. Men når det ikke er en mulighed, er øen Lindholm med begrænsede færgeafgange bedst, mener DF.

”Det er den bedste løsning i situationen, synes vi. Men hvad mener Socialdemokratiet? Er man nået til en afklaring,” spurgte Kristian Thulesen Dahl.

Det svarede Mette Frederiksen ikke direkte på. I stedet sagde hun, at Socialdemokratiet helst vil have stoppet den spontane asylansøgning, og at der er brug for en endnu mere aktiv hjemsendelsespolitik:

”Jeg mener, at hele problemet omkring Lindholm afslører et asylsystem, der de facto ikke er fungerer, for mange af de her mænd skulle slet ikke have været her. Kunne vi klare asylbehandlingen i nærområderne, så kunne vi afgøre, hvem der har et beskyttelsesbehov, der. Vi skal slet ikke have den type, der har begået alvorlig kriminalitet i, i vores land. Jeg vil meget gerne være med til at diskutere om Lindholm er den rigtige løsning, men egentlig også en opfordring til at en kommende regering sætter meget mere fut i at få sendt de her folk hjem. For vores problem er, at de slet ikke skal være her,” lød det fra Socialdemokratiets formand.

Læs også: Håndtrykket og Lindholm er vedtaget – men S undlod at stemme