Nyt parti: Urimeligt at Klaus Riskær får fordel af at bryde reglerne

0
3169
Klaus Riskær Pedersen på sin hjemmeside, hvorfra man de første uger kunne få sin vælgerklæringer godkendt hurtigere end de syv dage, som reglerne foreskriver.

Klaus Riskær Pedersen har på rekordtid indsamlet tusindvis af vælgererklæringer i strid med reglerne. Dansk Folkepartis Liselott Blixt vil nu have Økonomi- og indenrigsministeren til at svare på, hvorfor det ikke skal have konsekvenser at bryde reglerne

Det er gået stærkt med at indsamle og få godkendt vælgererklæringer for erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen, der vil i Folketinget med partiet ”Klaus Riskær Pedersen”. På få uger har Riskær fået godkendt mere end 11.000 vælgererklæringer, og han mangler nu bare 9000 erklæringer, inden han har de 20.109 vælgererklæringer, der skal til at for at kunne stille op.

Men meget tyder på, at det er gået for stærkt, og det får nu Dansk Folkepartis Liselott Blixt til at stille spørgsmål til Økonomi- og Indenrigsministeren.

For mange af Riskærs vælgererklæringer er blevet indsamlet i strid med reglerne. Riskær benyttede de første uger en smart digital løsning. Den er siden blevet erklæret ulovlig af Økonomi- og Indenrigsministeriet og Riskær har nu også lavet den om.

Men ifølge TV2 får det ingen konsekvenser for Riskær, og det har fået Liselott Blixt til at stille følgende spørgsmål til Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll:

Mener ministeren, at det er udtryk for en acceptabel håndhævelse af reglerne, når Økonomi- og indenrigsministeriet angiveligt indrømmer, at Klaus Riskær Pedersen ikke følger reglerne, og at dette alligevel ikke får konsekvenser?

Syv dages frist

Ifølge reglerne skal der gå syv dage fra en borger giver tilsagn om at støtte et partis opstilling, til borgeren modtager et link til vælgererklæring.dk og med NemID kan bekræfte sin støtte. Men Klaus Riskær Pedersen havde de første uger en digital løsning, hvor man blev dirigeret direkte videre til NemID-siden.

Denne løsning er nu lavet om. Det bekræftes af en test, som ditOverblik.dk har lavet. Men Liselott Blixt mener, at der er tale om en urimelig forskelsbehandling af nye partier, når ministeriet godkender vælgererklæringer, der er indsamlet i strid med reglerne.

”Jeg har fået en henvendelse fra partiet Tidens Demokrater, som synes det er svært at indsamle vælgererklæringer. De undrer sig over, at der skal gå syv dage, og de synes det er ulige konkurrence, at Klaus Riskær Pedersen kan få lov at lave en løsning, der omgår reglerne. Jeg synes det lyder mærkeligt og demokratisk problematisk, og derfor har jeg stillet spørgsmål til ministeren,” siger Liselott Blixt.

Tidens Demokrater: Unfair

Tidens Demokrater er et nystiftet parti, som vil kæmpe for udsatte grupper som ældre, sygemeldte og stressede. Partiet har det sidste halve års tid indsamlet vælgererklæringer, men indtil nu er det kun lykkedes at få godkendt 131 vælgererklæringer.

”Jeg har ikke noget imod Klaus Riskær Pedersen personligt, men det er ikke fair, at han kan få en fordel af at omgå reglerne. Efter min retsopfattelse hænger det ikke sammen. Det burde have været stoppet af ministeriet for længe siden. Der må være ens regler for alle”.

I kunne vel bare have lavet en løsning magen til Klaus Riskær Pedersen?

”Nej, for så havde vi overtrådt reglerne, og det ønsker vi ikke. Men det er klart, at vores tal havde set anderledes ud, hvis vi havde benyttet samme metode”.

Det har overrasket Thomas Kold, hvor svært det er at indsamle vælgererklæringer. Tidens Demokrater har brugt mange timer på gaden, men det har været svært at få folk til at skrive under, og efterfølgende har partiet oplevet, at mange af vælgererklæringerne ikke er blevet godkendt.

”Jeg synes ikke det er rimeligt, at der skal gå syv dage. Det er alt for besværligt, og det er demokratisk betænkeligt. Men når det er sådan, bør alle følge reglerne,” siger Thomas Kold.

FAKTA: VÆLGERERKLÆRINGER PR. 7. JANUAR 2019

Kilde: Økonomi- og indenrigsministeriet

Partinavn Vælgererklæringer
Klaus Riskær Pedersen 11261
Stram Kurs 2958
Veganerpartiet 2035
Nationalpartiet 2005
Feministisk Initiativ 922
Initiativet 799
Jorden Frihed Kundskab 723
Borgernes Folkeparti 567
Ældre-partiet 491
Dansk Samling 470
De Mentale Krigere 269
Uafhængige Demokrater 238
De progressive 146
Borgertinget i Folketinget 145
Tidens Demokrater 131