Menneskerettighedsdomstol: Udvisning var ikke i strid med konvention

0
1228
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Arkivfoto

Udvisningen af en narkokriminel mand med tyrkiske rødder var i orden, fastslår dommerflertal ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Det var ikke i strid med menneskerettighedskonventionen, da Østre Landsret i januar 2020 dømte en 28-årig mand med tyrkiske rødder til udvisning som led i en narkodom. Det fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tirsdag i en afgørelse.

Manden, der har tyrkisk statsborgerskab, havde klaget til domstolen i Strasbourg over udvisningen. Hans advokat mener, at den er i strid med konventionens artikel 8 om respekt for familielivet, fordi manden er mest knyttet til Danmark. Den 28-årige er således født i Danmark, hvor han indtil sin fængsling har boet med sine forældre og tre søskende. Manden hævder, at han ikke kan tale tyrkisk, og at han kun har ringe tilknytning til Tyrkiet, fordi en af hans få familierelationer i landet, en tante, er afgået ved døden.

I retten er det dog kommet kommet frem, at manden taler både tyrkisk og kurdisk, omend det ikke er på niveau med hans danske sprog. Østre Landsret vurderede i følge Ritzau, at manden har “forudsætninger for at at etablere et liv i Tyrkiet”, og at han vil kunne opretholde kontakten til sin familie i Danmark via mobil og internet.

Involveret i organiseret narkokriminalitet

Landsretten begrundede sin udvisning af manden med, at han var involveret i organiseret narkokriminalitet. Desuden er han tidligere dømt: I 2013 blev manden idømt 20 dages fængsel for at have forsøgt at befri en fange i 2012 og for at have forstyrret den offentlige orden i 2013.

Dommerne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstpol var ikke enige i deres afgørelse. Tre ud af syv dommere mente, at Østre Landsrets udvisningsdom er i strid med artikel 8 i menneskerettighedskonventionen. Den fastslår, at “enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”.

Hensyn til den nationale sikkerhed eller offentlige tryghed kan dog tilsidesætte artikel 8, og det mente flertallet af dommerne i Strasbourg var tilfældet i den aktuelle sag.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger til Ritzau, at han er glad for domstolens afgørelse.

“Jeg synes selvfølgelig kun, det er rimeligt, at vi kan udvise en udlænding, der misbruger sit ophold i Danmark til at begå kriminalitet,” siger Mattias Tesfaye.