Spidskandidat fra Enhedslisten deltog i mindehøjtidelighed for selvmordsbomber

0
1395

Fatih Baran, der er Enhedslistens spidskandidat i Brøndby, deltog i 2016 i en mindehøjtidelighed for en kurdisk selvmordsbomber, der dræbte 28 ved et terrorangreb i Ankara, skriver Frihedsbrevet. “Jeg vidste ikke, hvem han var,” lyder kandidatens forklaring i dag

En kurdisk selvmordsbomber, Zinar Raperîn, der i februar 2016 dræbte 28 personer ved et terrorangreb i den tyrkiske hovedstad Ankara, blev i marts 2016 mindet ved en højtidelighed i Valby. Med til mindehøjtideligheden var Fatih Baran, der i dag er Enhedslistens spidskandidat i Brøndby Kommune.

Det skriver netmediet Frihedsbrevet.

Bag arrangementet i Valby stod den dansk-kurdiske forening Fey-Kurd. Foreningen skrev efterfølgende på Facebook, at de havde mindedes ”Ankara-martyren Raperîn”.

“Vidste ikke han skulle mindes”

Fatih Baran har siden kaldt det en fejl, at han deltog i mindehøjtideligheden. Han var på det tidspunkt formand for Den Demokratisk Kurdiske Folkeforsamling, der stod for  arrangementet, men han siger til Frihedsbrevet, at han ikke vidste, at det var Zinar Raperîn der skulle mindes, og at han ikke kendte til Raperîns rolle i angrebet, der kostede 26 militærpersoner og to civile livet.

“Først bagefter får jeg viden om, hvem Raperîn er. Desværre bliver det tolket som en hyldest af Raperîns gerninger, og hertil kan jeg kun sige, at det langt fra er hensigten,” skriver Fatih Baran til Frihedsbrevet.

Spidskandidaten fastslår, at han tager afstand fra vold:

“Både dengang og nu er min holdning, at selvmordsbomber og anden vold mod civile er helt uacceptabelt og ikke på nogen måde kan retfærdiggøres,” skriver Fatih Baran til Frihedsbrevet.

Lokalformand og MF’er tror på spidskandidats forklaring

Enhedslistens lokalformand i Brøndby, Steen Andersen, siger at han tror på sin partifælle, når han siger det var en fejl han deltog i mindehøjtideligheden.

”Jeg har kendt Fatih i mange år, og han er en fredens mand. Det der med bombemanden fra Ankara er slet ikke Fatih,” siger Steen Andersen til Frihedsbrevet.

Enhedslistens folketingsmedlem Søren Søndergaard siger til Frihedsbreevet, at man ikke kan stille op for Enhedslisten, hvis man støtter selvmordsbombere. ”Og Fatih Baran støttede under ingen omstændigheder selvmordsbombere,” siger han.

Zinar Raperîn var medlem af gruppen Kurdistans Frihedsfalke (TAK), som står EU’s terrorliste. Angrebet i Ankara var gruppens hævn for flere operationer, udført af det tyrkiske militær.

Frihedsbrevets artikel kan læses her: Enhedslisten-kandidat mindedes selvmordsbomber fra terrorgruppe: Nu er han spidskandidat