Politi afviser historie om maskerede sprittyve på hospital

0
7416
Flasker med håndsprit. Foto: REUTERS/Benoit Tessier

OPDATERING: Københavns Vestegns Politi afviser i en pressemeddelelse, at tyveriet af håndsprit mv. på Herlev Hospital natten til fredag i sidste uge fandt sted som beskrevet i den nederste artikel. Politiet har efterforsket sagen, bl.a. ved at se overvågningsvideoer fra hospitalet, og konklusionen er, at der ikke var tale om maskerede tyve. ditOverblik har i sit morgennyhedsbrev torsdag den 19. marts bragt denne korrigerende omtale:

Politi afviser historie om maskerede sprittyve på hospital

Københavns Vestegns Politi har efterforsket sag om tyveri af håndsprit fra hospital. Der var ingen maskerede mænd, konkluderer politiet

HOSPITALER | Der var ingen maskerede mænd, der natten til fredag trængte ind på akutmodtagelsen på Herlev Hospital for at stjæle håndsprit og masker. Det konkluderer Københavns Vestegns Politi, som har efterforsket sagen og gennemgået overvågningsvideoer fra sygehuset.

Historien om de maskerede mænd, der stormede ind på akutmodtagelsen, har været bragt her på ditOverblik med Ekstra Bladet som kilde. Ekstra Bladet havde oplysningerne fra politiet, men nu afviser politiet at episoden har fundet sted som beskrevet.

“Vi har de seneste dage undersøgt denne sag meget nøje og været i tæt dialog med direktionen på Herlev Hospital. På baggrund af vores efterforskning, herunder gennemgang af video, kan vi nu fastslå, at hændelsen ikke er sket, som den har været beskrevet i pressen,” siger politiinspektør Flemming Madsen i en pressemeddelelse.

Han understreger dog, at der har været flere sager om tyverier af håndsprit og andre værnemidler på Herlev Hospital.

Pressemeddelelsen fra Københavns Vestegns Politi kan læses her.

Maskerede mænd stormede hospital for at stjæle håndsprit

Tre store, maskerede mænd rykkede ind på Herlev Hospitals akutmodtagelse for at stjæle håndsprit og ansigtsmasker, fortæller politiet til Ekstra Bladet

Der var ikke bare tale om lidt smårapserier, da Herlev Hospital torsdag nat fik stjålet håndsprit og ansigtsmasker fra sin akutmodtagelse. Ekstra Bladet kan nu fortælle, at tyverierne blev begået af tre maskerede mænd, som lidt efter midnat stormede ind på akutmodtagelsen og rev ting ned fra hylderne, hvorefter de forsvandt i en bil, som holdt klar ved indgangen.

“De tre mænd var væk, da vores patrulje kort efter ankom til stedet – men vi har registreringsnummer på deres bil og videoovervågning fra stedet og efterforsker sagen. Vi hører meget gerne fra vidner, der har info om sagen,” skriver Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

I følge Ekstra Bladet har Herlev Hospital nu indsat vagter ved alle hospitalets åbne indgange.

Ud over Herlev Hospital har bl.a. Rigshospitalet også været udsat for tyverier af håndsprit og mundbind. På Rigshospitalet gik det ud over den infektionsmedicinske afdeling, der behandler coronasmittede patienter.

DF og K: Skrappere adgangskontrol til sygehus

Politiet har nu øget patruljeringen omkring sygehusene, men Dansk Folkeparti og Konservative Folkeparti foreslår, at adgangskontrollen skærpes til sygehusene. DFs sundhedsordfører Liselott Blixt mener endda, at det i en periode kan være nødvendigt at indføre et decideret besøgsforbud til sygehusene, også for at begrænse smitte-risikoen.

“Jeg er selv social- og sundhedsassistent og har mange venner og kontakter, der har bedt mig om at tage det her med tyveri af masker og håndsprit op med ministeren. Men det, som de også siger, er, at de ikke kan forstå, hvorfor alle de her familier kan komme på besøg, hvis de potentielt set bærer coronasmitte med sig. Folk, der er smittede, kan jo vade direkte ind på en sengestue, som det er lige nu,” siger Liselott Blixt til TV2 Lorry.