MORGEN: Regeringen kritiseres for at tilbageholde mail fra Sundhedsstyrelsen | Hjælpepakke gavner ikke små virksomheder

0
2310
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm under lørdagens pressebriefing i Eigtveds Pakhus coronavirus. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:

Flere partier kritiserer regeringen for at tilbageholde mail fra Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsens direktør såede tvivl om nogle af regeringens initiativer mod coronasmitten, men det fik Folketinget først sent besked om

CORONA | Lidt før midnat torsdag vedtog et enigt Folketing et historisk hasteindgreb for at dæmme op for spredningen af Covid-19. I dag kan en række aviser fortælle, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en mail såede tvivl om regeringens vidtrækkende initiativer.

“Smittespredningen kan mere hensigtsmæssigt fremmes inden for anden gældende lovgivning,” stod der bl.a. i mailen fra Sundhedsstyrelsen.

Mailen blev dog først overdraget til Folketingets partier omkring kl. 22.30 – som en del af et dokument på 82 sider. Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance kritiserer nu regeringen for ikke gøre opmærksom på mailen og dens indhold.

”Vi blev presset konstant og fik at vide, at vi skulle være færdige inden midnat. Derfor er det selvfølgelig ikke godt, at vi ikke har fået denne viden tidligere. Jeg er med på, at der kan ske fejl og smuttere, men man må jo have vidst, at når en af landets mest centrale sundhedsrådgivere har sendt sådan en mail, så er det vigtig viden for Folketinget,” siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, til Berlingske.

“man må jo have vidst, at når en af landets mest centrale sundhedsrådgivere har sendt sådan en mail, så er det vigtig viden for Folketinget”

Liselott Blixt, DF-sundhedsordfører, til Berlingske

Liselott Blixt vurderer, at forløbet kan få betydning for den fremtidige tillid til sundhedsministeren.

“Når man som politiker går med til noget, man ikke bryder sig om, og efterfølgende finder ud af, at man ikke har fået vigtige informationer i ordentlig tid, så påvirker det selvfølgelig tilliden fremover i lignende forløb. Det er en skam i disse alvorlige tider,” siger hun til avisen.

Læs mere i Berlingske her

Lørdag klokken 12 lukkede grænserne mod Danmark. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Trods grænselukning: Asylansøgere kan stadig rejse ind

Danmark kan ikke afvise asylansøgere selv om grænserne er lukkede, siger sundhedsministeren

GRÆNSELUKNING | Selv om Danmark har lukket grænserne for at bremse coronasmitten, så er grænserne ikke lukkede for asylansøgere. I følge Berlingske fremgår det af politiets indrejserestriktioner, at “det vil ikke være muligt at afvise asylansøgere ved grænsen”.

Både Peter Skaarup og Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti spurgte torsdag sundhedsminister Magnus Heunicke (S), om Danmark vil gøre brug af epidemilovens paragraf fem og afvise alle asylansøgere ved grænsen. Men det afviste ministeren.

“Aktuelt foreligger der ikke en situation, som indebærer, at Danmark efter en folkeretlig vurdering ikke længere er forpligtet til at følge procedurerne i Dublin-forordningen,” svarede Magnus Heunicke i følge Berlingske.

DF har foreslået, at der indføres et midlertidigt asylstop samt udgangsforbud fra asylcentre og udrejsecentre.

Læs ditOverbliks artikel her: DF: Bekæmp corona med asylstop, udgangsforbud og forbud mod fængselsbesøg

Flasker med håndsprit. Foto: REUTERS/Benoit Tessier

DF og K: Skrappere adgangskontrol til sygehuse

Partier er klar til at stramme adgangen til hospitaler efter tyveri af håndsprit og mundbind

CORONA | Tyveri af håndsprit og mundbind fra flere sygehuse får nu Dansk Folkeparti og Konservative Folkeparti til at foreslå skrappere adgangskontrol til sygehusene.

“Det er usmageligt, at man går ind og stjæler ting, som skal bruges til at behandle syge patienter. Personalet har i forvejen rigeligt at se til og skal ikke bruge tid på at lave tyverikontrol og forhøre folk om deres ærinder,” siger de konservatives sundhedsordfører Per Larsen til TV2 Lorry.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt mener, at det kan være nødvendigt at forbyde hospitalsbesøg i en periode. Både for at forhindre tyveri men også for at begrænse smitteudbredelsen.

“Jeg er selv social- og sundhedsassistent og har mange venner  og kontakter, der har bedt mig om at tage det her med tyveri af masker og håndsprit op med ministeren. Men det, som de også siger, er, at de ikke kan forstå, hvorfor alle de her familier kan komme på besøg, hvis de potentielt set bærer coronasmitte med sig. Folk, der er smittede, kan jo vade direkte ind på en sengestue, som det er lige nu,” siger Liselott Blixt til TV2 Lorry.

TV-stationen kunne i weekenden fortælle, at bl.a. Rigshospitalets infektionsmedicinske afdeling, der behandler coronasmittede patienter, har fået stjålet beskyttelsesmasker og håndsprit. Også Herlev Hospital har været udsat for tyverier.

Pressemødet søndag i Statsministeriet om trepartsaftale, der skal hjælpe lønmodtagerne i forbindelse med situationen omkring COVID-19. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Små virksomheder efter hjælpepakke: Hvad med os?

Landets små og mellemstore selvstændige får ikke gavn af den corona-hjælpepakke, som regeringen og arbejdsmarkedets parter præsenterede søndag

SMV | Mange små virksomheder bliver efterladt på perronen med den corona-hjælpepakke, som regeringen og arbejdsmarkedets parter præsenterede søndag. Det siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMV Danmark, til Børsen. Han appellerer til, at regeringen hurtigst muligt finder en løsning, så små, ejerledede virksomheder også kan få hjælp, mens coronakrisen raser.

“Man må ikke glemme de små selvstændige. Eksempelvis den selvstændige frisør, som står alene i sin salon og modtager afbud på afbud. Hun må lukke sin butik, hvis hun skal have dagpenge. Og hun har ikke fået hjælp med det her,” siger Jakob Brandt til Børsen.

Hjælpepakken, som blev præsenteret søndag, betyder at privatansatte lønmodtagere, der er truet af fyring, kan få dækket 75 procent af lønnen af staten. Men den dækker ikke ejerledere, der ejer og driver deres egen virksomhed.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl skrev søndag på Twitter, at DF bakker op om hjælpepakken, men at der skal findes en løsning for de mindre virksomheder:

“DF bakker grundlæggende op. Men vi stiller også spørgsmålet, om det er rigtigt med en bundgrænse. Hvad med de små virksomheder eller de helt små selvstændige? De sikres ikke lige så godt som medarbejdere i større virksomheder,” skriver han.

Statsminister Mette Frederiksen siger til Børsen, at regeringen arbejder på en løsning for de mindst virksomheder.

Læs mere i Børsen her

SAS i Danmark sender 4000 af sine 4.200 ansatte hjem på grund af coronakrisen. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Coronavirus kan forsinke klimaforhandlinger

Vi kan ikke pålægge erhvervslivet nye byrder, før vi ved hvor det her ender, siger DFs formand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten

KLIMA | Coronakrisen rammer dansk økonomi hårdt, og det kan få betydning for regeringens ambitioner på klimaområdet, lyder det fra flere sider i dagens udgave af Jyllands-Posten.

I sidste uge kom Klimarådet med sine bud på, hvordan Danmark skal nå sin ambition om at reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser med 70 procent, men coronakrisens økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser vil med stor sandsynlighed komme til at forsinke forårets klimaforhandlinger.

“Vi kan ikke begynde at diskutere nye byrder for virksomhederne, før vi ved, hvordan det her ender. For eksempel giver det ikke mening at diskutere flyafgifter, hvis flyselskaberne ikke har nogen passagerer på grund af coronavirussen,” siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl til JP.

“Det giver ikke mening at diskutere flyafgifter, hvis flyselskaberne ikke har nogen passagerer på grund af coronavirussen”

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, til Jyllands-Posten

“Vi bliver nødt til at skyde nogle processer omkring klimahandlingsplanerne. Indholdet kan man også første vurdere, når vi ved, hvor langt denne krise rækker. Jo mere samfundsøkonomien bliver ramt, jo mere må vi forholde os til det,” fastslår Thulesen Dahl.

TWITTER & FACEBOOK

DFs formand Kristian Thulesen Dahl om hjælpepakken til danske virksomheder:


DF-folketingskandidat Lars Vestergaard kommentere debatten om grænselukning: