DFs udlændingeordfører mener at det kommende udrejsecenter for kriminelle udlændinge på øen Lindholm kan blive hurtigere klar end det er planen i finanslovsaftalen. Martin Henriksen besøgte Lindholm fredag sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Det kommende udrejsecenter på øen Lindholm ud for Kalvehave i Sydsjælland kan blive hurtigere klar end 2. halvår 2021, som det er planen ifølge sidste uges finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Det mener DFs udlændingeordfører Martin Henriksen, som fredag besøgte Lindholm sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
”I den ene ende af øen er der bygninger, der skal renses eller rives ned, men i den anden ende af øen vil jeg tillade mig at sige, at der er nogle ganske fine kontorer og bygninger, som vil kunne blive hurtigere klar end i 2021. Der er jo folk, der arbejder og overnatter derude i dag,” siger Martin Henriksen til ditOverblik.
Plads til 125 beboere
Det kommende udrejsecenter skal huse op mod 125 udlændinge, der er dømt til udvisning på grund af kriminalitet, udlændinge på tålt ophold, fremmedkrigere mv. Øen har hidtil været brugt af Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til forskning i veterinære sygdomme, men DTU fraflytter øen i 2019, hvorefter udlændingestyrelsen ”gradvist overtager faciliteterne”, som der står i Finanslovsaftalen. Her står der også, at de første beboere overflyttes i 2. halvår 2021 og at ”samtlige beboere vil være overflyttet inden udgangen af 2021”.
Men det kan altså gå hurtigere, mener Martin Henriksen:
”Vi vil i den kommende uge indstille til ministeren, at processen speedes op. Det er selvfølgelig en lægmandsbetragtning fra min side, og vi skal have nogle kloge folk ud og vurdere det. Men det er mit klare indtryk, at det kan gå hurtigere,” siger Martin Henriksen.
Men har Finansministeriet ikke allerede haft eksperter til at vurdere, hvornår øen kan blive klar?
”Der er ikke lavet nogle tilbundsgående undersøgelser af bygningssagkyndige. Det er jo begrænset hvor mange offentlige myndigheder, der var muligt at inddrage under finanslovsforhandlingerne, hvor vi bad om, at planerne blev holdt tæt til kroppen,” siger han.
”Vi vil i den kommende uge indstille til ministeren, at processen speedes op”
Martin Henriksen, udlændingeordfører (DF)
“Lindholm er det rigtige sted”
Lindholm har været det helt store diskussionsemne, siden finanslovsaftalen blev præsenteret sidste fredag. Martin Henriksen har ikke besøgt øen før i dag, og han er godt tilfreds med det han har set:
”Jeg synes vi har truffet den rigtige beslutning. Det er isoleret sted, og man kan ikke bare gå i land, som der har været historier fremme om. Vi sejlede 20-30 minutter for at komme derover, der er strøm i sundet osv., så jeg vil da kraftigt fraråde nogen at forsøge at gå i land ovre fra øen,” siger Martin Henriksen.
Ved afsejlingen fra Kalvehave til Lindholm med færgen ”Virus” blev de to politikere mødt at beboere fra Kalvehave, som er utrygge over at skulle bo i nærheden af et udrejsecenter med kriminelle udlændinge.
”Jeg kan godt forstå, at nogle føler sig utrygge. Det er også derfor, at vi i finanslovsaftalen har indskrevet, at der skal optages flere elever på politiskolen. Det er alene på grund af dette initiativ. Så vi prøver at imødekomme beboernes bekymring. Der vil konstant være seks betjente på øen, der vil medarbejdere fra Kriminalforsorgen og i og omkring Kalvehave vil politiet patruljere så meget som muligt,” siger Martin Henriksen.
Så du kører hjem fra øen i godt humør?
”Mit julehumør var udmærket i forvejen, og det er blevet endnu bedre”.