Mand dømt til udvisning får familiesammenføring med kone og større børneflok

0
22747
Får inddragelsen af syriske flygtninges opholdstilladelser dem til at rejse hjem til Syrien? Arkivfoto

”Fuldstændig grotesk” mener Dansk Folkepartis Peter Skaarup om familiesammenføringssag. Han kræver nu svar på en stribe spørgsmål om sagen fra udlændinge- og integrationsministeren

En syrisk mand, der afsoner en fængselsdom og er dømt til udvisning af Danmark, har fået familiesammenføring med sin syriske kone og en større børneflok.

Manden er idømt fem års fængsel. Han er psykisk syg og anbragt på en institution. Når han har afsonet, skal han udvises af Danmark. Alligevel er hans kone og parrets børn nu kommet til Danmark, hvor de har fået opholdstilladelse.

Familien ankom i juli til Sorø, hvor manden har haft bopæl på et tidspunkt. De mødte op foran rådhuset i Sorø og blev herfra i første omgang placeret på en campingplads i kommunen. I mellemtiden skulle Udlændingestyrelsen overfor kommunen have erkendt, at der er sket en fejl – at familiesammenføring er givet på et fejlagtigt grundlag. Derfor blev familien fragtet til Sandholmlejren, hvor de efterfølgende har valgt at søge asyl. De har nu fået en opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingestyrelsen vil overfor ditOverblik.dk ikke kommentere sagen. Styrelsen henviser til, at der er tale om personfølsomme oplysninger.

Kræver svar fra minister

Men sagen bliver nu politisk. Dansk Folkepartis retsordfører og gruppeformand Peter Skaarup har stillet en række spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) om sagen.

Skaarup kræver bl.a. svar på følgende:

  • På hvilket grundlag kunne Udlændingestyrelsen give denne åbenlyse forkerte familiesammenføringstilladelse?
  • Er processerne omkring behandling af familiesammenføringstilladelser i orden, når Udlændingestyrelsen slet ikke har styr på den herboendes baggrund, opholdstilladelse, forsørgerevne og udvisning?
  • Hvordan kan styrelsen fremadrettet sikre, at noget tilsvarende ikke finder sted”
Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

“Helt forrykt”

Peter Skaarup har hørt om sagen fra Dansk Folkepartis medlem af byrådet i Sorø, Lars Damgaard. Den lokale DF’er har fået en orientering fra borgmesteren i Sorø.

Lars Damgaard forstår ikke at myndighederne har kunnet lave en sådan fejl:

”Jeg synes det er helt forrykt, at man kan begå sådan en fejl i Udlændingestyrelsen. Jeg forstår ikke, at der ikke er et kontrolsystem, som sikrer, at en mand, der er dømt til udvisning, ikke kan få familiesammenføring. Det er jo åbenlyst forkert, og i øvrigt også ulykkeligt for den familie, der er kommet herop,” siger Lars Damgaard.

Skaarup: De skal sendes hjem igen

Peter Skaarup kalder sagen ”fuldstændig grotesk”:

”Det er jo helt galt, at en udvisningsdømt mand kan få familiesammenføring. Nu hænger skatteborgerne på hele familien, for der er ikke noget, der tyder på, at det er en familie, der vil kunne forsørge sig selv. Det viser, hvorfor det er en fordel at hjælpe migranter i nærområdet,” siger Peter Skaarup.

”Det er jo helt galt, at en udvisningsdømt mand kan få familiesammenføring”

Peter Skaarup, retsordfører (DF)

Han mener, at familien nu må sendes tilbage med en undskyldning:

”Jeg håber selvfølgelig, at udlændingemyndighederne sikrer, at både manden og familien kommer hjem. Det skulle i hvert fald være resultatet, hvis vi havde haft noget at skulle have sagt. Sagen er jo, at vi nu hænger på en familie, som bliver rigtig, rigtig dyr for Danmark. På et tidspunkt, hvor vi eksempelvis diskuterer, om der er råd til forbedre ældreplejen. Det nytter jo ikke, at vi er nødt til at spare på velfærden, samtidig med at man bruger penge på at give et ophold til en familie på et forkert grundlag,” siger Peter Skaarup.