Liselott Blixt støtter Merete Dea Larsen som DF-formand

0
1637
DFs sundheds- og ligestillingsordfører Liselott Blixt. Foto: Carsten Lundager

DFs sundhedsordfører bakker op om Merete Dea Larsen. “Hun er skarp og tør stå ved, det hun står for,” siger Liselott Blixt. Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby meddeler, at han støtter Martin Henriksen

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt foretrækker Merete Dea Larsen som ny formand for Dansk Folkeparti. Det fortæller hun i et interview med Sjællands Medier.

“Jeg kan se mig selv i det, som Merete står for. Vi er meget enige om psykiatri og etiske spørgsmål, som er vigtige for mig,” siger Liselott Blixt.

Merete Dea Larsen var folketingsmedlem i perioden 2015-2019. Her sad hun bl.a. i en intern sundhedsgruppe med Liselott Blixt, og her havde de et godt samarbejde, fortæller Liselott Blixt til Sjællandske

“Vi er gode kollegaer,” siger hun.

Merete Lea Larsen på talerstolen på DFs årsmøde i september. Foto: Carsten Lundager

Liselott Blixt er den første MF’er, der melder ud med støtte til Merete Dea Larsen. At den 43-årige byrådspolitiker fra Roskilde ikke er lige så kendt i offentligheden som de øvrige kandidater, Morten Messerschmidt og Martin Henriksen, ser Liselott Blixt ikke som noget problem.

“Vi andre kan hjælpe til at gøre hende mere kendt, og så vil hun også blive kendt alene ved at blive formand. Hun har den fordel, at hun ikke har været en del af den interne slåskamp, som har stået på i lang tid. Hun er meget skarp, så jeg er ikke bange for, at der ikke er så mange, der kender hende lige nu,” siger Liselott Blixt til sn.dk.

Skibby støtter Martin Henriksen

Endnu et folketingsmedlem benyttede tirsdag til at bekende kultør. Det er erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, som nu fortæller, at han vil stemme på Martin Henriksen. Skibby har tidligere talt varmt for Inger Støjberg som ny DF-formand.

“Jeg har tænkt mig at stemme på Martin Henriksen. Han er den, der giver os de bedste muligheder,” siger Hans Kristian SKibby til DR.

I forvejen har Bent Bøgsted og Marie Krarup sagt, at de vil stemme på Martin Henriksen. Fem andre folketingsmedlemmer har tilkendegivet, at de støtter Morten Messerschmidt. Det drejer sig om Pia Kjærsgaard, Alex Ahrendtsen, Dennis Flydtkjær, René Christensen og Mette Hjermind Dencker.

Interviewet med Liselott Blixt kan læses her

Læs også:

Marie Krarup peger på Martin Henriksen

René Christensen støtter Messerschmidt