Folketingsmedlem Marie Krarup foretrækker Martin Henriksen som formand, skriver hun i opslag på Facebook
To medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe bakker nu op om Martin Henriksen som ny partiformand. I sidste uge erklærede beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted sin støtte til Martin Henriksen og mandag lagde Marie Krarup et opslag på Facebook, hvor hun skriver, at hun trods uenigheder peger på Henriksen.
”Jeg har nogle uenigheder med Martin Henriksen. Men jeg ved, at han er en person man kan stole på og tale med. Han et ordentligt menneske, der ikke giver sig ud for at være mere, end han er. Jeg tror, at Martin kan blive en god formand for Dansk Folkeparti,” skriver Marie Krarup.
Tiden løbet fra skarp udlændinge-retporik
Blandt uenighederne nævner hun retorikken på udlændingeområdet. Martin Henriksen ønsker en skarpere profil i udlændingepolitikken, men Marie Krarup mener, at tiden er løbet fra en barsk udlændingeretorik.
“DF skal ikke ud i en kamp om, hvem der kan tale mest brutalt om islam og muslimer. Den kamp er forbi, og DF tabte sidste runde. Det skyldtes, at man i perioden fra ca. 2013 og frem til 2019 kørte en stuerenheds-politik. Man talte ikke så højt og klart om problemerne med islam og muslimer, som man burde have gjort. Man ville hellere vise en pæn side. Men det var en kæmpe fejl,” skriver Marie Krarup.
“DF skal ikke ud i en kamp om, hvem der kan tale mest brutalt om islam og muslimer”
Hun konstaterer, at DF har vundet en kæmpe sejr, fordi islam og muslimsk indvandring er blevet et almindeligt politik-område. Men dermed har DF også mistet sin særlige plads i dansk politik, skriver hun.
”DF skal derfor udvikle sig til noget mere end et parti med en stram udlændingepolitik. Det skal efter min mening være et lødigt nationalkonservativt parti, der tør sige tingene lige ud,” skriver Marie Krarup.