DF-formand skyder erhvervslivets kritik af Arne-pensionen ned

0
1351
Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

I stedet for at kritisere retten til tidlig pension, bør arbejdsgiverne ansætte nogle flere seniorer, mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Foreløbig har 10.888 personer fået Arne-pensionen

Knap var nyheden kommet ud søndag om, at 10.888 personer indtil videre har fået tilkendt retten til tidlig pension i 2022, før arbejdsgiverne meldte sig på banen med kritik af ordningen, kendt som “Arne-pensionen”.

“Vi har hele tiden været bekymrede for, at Arne-pensionen ville trække mange folk ud af beskæftigelse og over på tidlig pension. Det er jo det, vi nu begynder at se de første tegn på, nemlig at ordningen virker sådan, at folk trækker sig ud af arbejdsmarkedet. Og det er vi selvfølgelig kede af,” lød det fra Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør Jacob Holbraad til DR.

Men arbejdsgiverne kan godt spare sig kritikken, mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen. I stedet for kritisere, at folk, der har været på arbejdsmarkedet i 42, 43 eller 44 år nu kan kan trække sig to, tre eller fire år før tid, skulle arbejdsgiverne i stedet tilbyde nogle job til de seniorer, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet, skriver DF-formanden i sit ugebrev.

”Man kan jo starte med i det hele taget at efterspørge seniorerne. Vise dem, at de er attraktive for arbejdspladserne. Det halter det nemlig gevaldigt med,” skriver han.

”Man kan jo starte med i det hele taget at efterspørge seniorerne”

Fyrede seniorer har svært ved at komme i job

Kristian Thulesen Dahl henviser til en nylig analyse fra AE-rådet. Den viste, at særligt de plus 60-årige, der er blevet ledige under den første corona-nedlukning, har haft overordentlig svært ved at skaffe sig et nyt job. Halvdelen er stadig ufrivilligt ledige.

“Andre analyser har også klart dokumenteret, at det er langt sværere for seniorer i forhold til yngre at finde nyt job. Og en analyse i efteråret viste endda, at ca. hver femte virksomhed helt frasorterer seniorer, når de skal vælge medarbejdere. Vi har vidst det længe. Men det bliver ved med at blive dokumenteret. Der er simpelthen noget galt med kulturen,” skriver Kristian Thulesen Dahl – og fortsætter:

“Så mit råd til de arbejdsgivere, der synes, at retten til tidlig pension risikerer at fjerne raske folk, som de har brug for. Kom op i gear – efterspørg seniorerne – giv dem attraktive arbejdspladser! Så vil de fleste seniorer faktisk foretrække at blive på job, hvor de både tjener mere og har det sociale netværk”.

“Kom op i gear – efterspørg seniorerne – giv dem attraktive arbejdspladser!”

Nedslidte bruger ordningen

Aftalen om ret til tidlig tilbagetrækning blev indgået i oktober 2020 mellem regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Aftalen gælder fra 2022, hvor “mennesker med de længste og ofte hårdeste arbejdsliv får ret til at trække sig tidligere tilbage,” som det lød, da aftalen blev præsenteret.

Kristian Thulesen Dahl mener, at de nye tal viser, at ordningen vil blive brugt efter hensigten.

“Ydelsen, man kan få på ordningen, er 13.740 kr. pr. måned. Før skat. For folk, der har været mange år på job, vil man således typisk opleve en meget markant nedgang i den månedlige indtægt. Det er således ikke en voldsom lukrativ ordning. Det er også derfor, at det er tydeligt, at det er personer indenfor brancher, hvor der er stor nedslidning, der søger mod ordningen. Folk, der virkeligt kan have brug for at få fred i forhold til arbejdslivet,” skriver DF-formanden.

Venstre og Radikale Venstre udtrykte søndag bekymring over, at ordningen trækker raske ud af arbejdsmarkedet. Kristian Thulesen Dahl mener imidlertid, at ansvaret ligger hos arbejdsgiverne.

“Hvis disse folk skal blive på jobbet, skal man i stedet for at kritisere ordningen om tidlig pension, fokusere på at justere deres job, så det bliver mere attraktivt for dem at blive,” skriver han i sit ugebrev.

Kristian Thulesen Dahls ugebrev kan læses her

Tidligere artikler:

Pensionsaftale: Folk med lange og hårde arbejdsliv får ret til tidlig pension

DF: Vi fik sat markante fingeraftryk i pensionsaftale