Langballe: En skændsel at V-borgmester sammenligner håndtryk med nazisme

0
1820
Christian Langballe. Foto: Steen Brogaard

Han burde skamme sig, siger DFs tidligere indfødsretsordfører Christian Langballe om Aabenraas Venstre-borgmester Thomas Andresen, der sammenligner håndtrykket ved den nye statsborgerskabsceremoni med den nazistiske heilen

“Manden er uden for pædagogisk rækkevide. Han burde skamme sig. Det er uhyrligt”.

Dansk Folkepartis tidligere indfødsretsordfører Christian Langballe er vred. Mens kommuner over hele landet i disse uger gennemfører de første statsborgerskabsceremonier, hvor det er et krav, at nye statsborgere skal give hånden til borgmesteren eller en repræsentant fra kommunen, så nægter Aabenraas Venstre-borgmester Thomas Andresen (V) at stille op. Hans begrundelse er, at det tvungne håndtryk minder ham om den nazistiske heilen.

“Det minder mig meget om nazisme, hvor man for at komme i brød og arbejde skulle hellige sig en bestemt politisk ideologi mod ens overbevisning. Jeg synes, det her er at øve overmagt over for andre mennesker, og det minder mig for meget om, at man tidligere har øvet overmagt mod andre mennesker, der skulle strække højre arm,” siger Aabenraa-borgmesteren til Danmarks Radio.

Men det er en fuldstændig uhyrlig sammenligning, mener Christian Langballe, der var med til at forhandle den nye indfødsretslov, hvor kravet om håndtrykket kom med på initiativ fra Dansk Folkeparti.

“Venstreborgmesteren skulle skamme sig. Det er en ren skændsel, at han trækker nazikortet og sammenligner håndtrykket med de uhyrligheder, som nazisterne stod bag under Det Tredje Rige. Borgmesterens uhyrlige påstande viser, at han er uden for pædagogisk rækkevidde og ikke ved, hvad han taler om. Man skulle tro, at han var radikal, hvilket han vel også er,” siger Christian Langballe.

V-formand: En hån mod nazismens ofre

Borgmesterens udtalelser har også udløst en skarp reaktion fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen. På Twitter skriver han:

“Det er simpelthen en hån mod millioner af ofre for nazismens rædsler at lave en sådan sammenligning. Vi indførte en ceremoni for at fejre nye statsborgere. Det kan man være uenig i. Men at hævde, at et flertal i FT bedriver nazisme er helt væk”.

Den nye statsborgerskabsceremoni med håndtrykskravet blev vedtaget i sidste folketingssamling. Christian Langballe mener, at kravet er helt naturligt:

“Selvfølgelig skal man give hånd og sige tak, når man modtager noget så fint som et statsborgerskab. Hvis man på grund af formørkede renhedsforestillinger ikke vil hilse og sige tak for statsborgerskabet, fordi en borgmester er en uren vantro, så skal man da slet ikke have et statsborgerskab,” siger han.