Kristian Thulesen Dahl: “TV2 trak lige udlændingedebatten 20 år tilbage i tiden”

0
1508
TV2 fjernede en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl, som kædede fem kvindemord sammen med den massive indvandring til Sverige. Men efter nogle timer erkendte TV2, at DF-formandens kommentar var "indenfor skiven". Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

TV2 fjernede torsdag en kommentar fra sin facebookside af DFs formand Kristian Thulesen Dahl om svensk udlændingepolitik. Senere erkendte stationen, at det var en fejl. “TV2 bør ændre praksis,” siger Kristian Thulesen Dahl

Torsdag morgen satte Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl sig til tasterne og skrev en kommentar på TV2s facebookside om en historie, som TV2.dk bragte om en bølge af kvindemord i Sverige. Han kædede fem kvindemord på tre uger sammen med den massive indvandring fra Mellemøsten til Sverige og skrev:

“Sverige har igennem årene ført en fuldstændig ansvarsløs udlændingepolitik, hvor de har importeret et hav af mennesker fra Mellemøsten med et helt fordrejet kvindesyn – uden respekt for kvinder. Det er ikke underligt at det smitter af i statistikkerne”.

Men bare en time senere var kommentaren fjernet. Begrundelse: Artiklen havde ikke noget med udlændingepolitik at gøre. En forklaring, som DF først fik, da de selv henvendte sig til TV2.

“Da opslaget ikke omhandler Sveriges udlændingepolitik, vurderer vi, at kommentaren ikke forholder sig til opslaget emne. Denne regel er med til at sikre, at debatten ikke fordrejes,” skrev TV2 til partiformanden.

Det var dette opslag, som TV2 fjernede.

Det fik Kristian Thulesen Dahl til på sin egen facebookside at anklage TV2 for censur, og senere på dagen fortrød tv-stationen så, at de havde fjernet kommentaren. Kristian Thulesen Dahls kommentar ”var indenfor skiven,” erkendte tv2.dk’s chefredaktør overfor ditOverblik – læs her: TV2 fortryder censur: DF-formands kommentar om Sverige “var indenfor skiven”

Da TV2 tjekkede, viste det sig nemlig, at flere af de mistænkte havde indvandrerbaggrund. Som ditOverblik skrev torsdag, har det indvandringskritiske medie Fria Tider skrevet, at fire ud af fem mistænkte er indvandrere, og torsdag eftermiddag lavede TV2 en opdateret version af artiklen. Nu står der, at flere af de mistænkte har indvandrerbaggrund.

Tjener dem til ære, men…

Kristian Thulesen Dahl er tilfreds med, at TV2 kom på bedre tanker. Men han ser kritisk på forløbet.

”Det tjener TV2 til ære, at de bakker og erkender, at de lavede en fejl. Også at de indenfor kort tid får lavet en opdatering af historien, hvor de anerkender, at det handler om indvandring i Sverige,” siger Kristian Thulesen Dahl.

”Men når det kan gå så galt, må man opfordre TV2 til at ændre deres praksis i fremtiden. De burde som minimum have kontaktet mig, inden de fjernede kommentaren,” fortsætter han.

20 år tilbage i tiden

Han ser et spøgelse fra fortidens indvandringsdebat gå igen i sagen.

”Jeg synes TV2 ved at fjerne min kommentar lige skruede tiden tilbage til dansk udlæningepolitik for 20 år siden. Dengang hvor man ikke måtte tale om problemerne med indvandring. Det var også derfor jeg valgte at lægge det det op på min egen facebookside at jeg var blevet censureret. For det vil være fatalt hvis vi skal have sådan nogle svenske tilstande, hvor man ikke må sige, at det er indvandringen, der er problemet”.

Men vidste du, da du skrev din kommentar, at det var indvandrere, der var de mistænkte?

”Jeg havde set det nævnt i en artikel, som Sverigesdemokratenre delte. Så jeg var rimeligt tryg ved, at det jeg skrev var rigtigt. For det er jo desværre en kendsgerning, at folk med indvandringsbaggrund er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken. Så jeg følte mig på rimelig sikker grund, og jeg havde slet ikke overvejet, at det ville være et problem at skrive det i en debat på TV2s facebookside,” siger Kristian Thulesen Dahl.

TV2 fortryder censur: DF-formands kommentar om Sverige “var indenfor skiven”

Kristian Thulesen Dahl anklager TV2 for censur: Fik slettet kommentar om indvandring