En kommentar fra DFs formand Kristian Thulesen Dahl på TV2s facebookside er blevet fjernet af TV2, fordi han skrev om Sveriges problemer med kriminelle indvandrere. Hans opslag var en kommentar til en artikel om en bølge af kvindemord i Sverige
”Vildt: CENSURERET AF TV2!”.
Sådan lyder overskriften på opslag, som Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har lagt på sin Facebookside. Her anklager han TV2 for at bortcensurere en kommentar, han skrev på tv-stationens Facebookside om en historie fra Sverige, der i løbet af tre uger har oplevet fem mord på kvinder. Det seneste i lørdags, hvor en mand i 30erne dræbte en kvinde på åben gade i byen Alvesta i Småland.
De fem mord har fået Sveriges ligestillingsminister Märta Stenevi fra Miljøpartiet til at indkalde alle partiformænd til et samråd og chefen for det svenske politis efterretningstjeneste taler om vold og mord på kvinder som Sveriges største samfundsproblem.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener, at en kraftig stigning i kriminaliteten i Sverige skyldes den store indvandring fra Mellemøsten. Derfor skrev han følgende kommentar til artiklen på TV2s facebookside:
“Sverige har igennem årene ført en fuldstændig ansvarsløs udlændingepolitik, hvor de har importeret et hav af mennesker fra Mellemøsten med et helt fordrejet kvindesyn – uden respekt for kvinder. Det er ikke underligt, at det smitter af i statistikkerne. Det der er er underligt er, at Sverige stadig ikke vil indse og åbent erkende, hvor problemet ligger…,” skrev Kristian Thulesen Dahl.
“Fordrejer debatten”
Men det var for skrap kost for TV2. Kommentaren blev fjernet, og Kristian Thulesen Dahl fik besked fra TV2 om, at kommentaren var blevet fjernert, fordi han ikke holdt sig til emnet.
“Da opslaget ikke omhandler Sveriges udlændingepolitik, vurderer vi, at kommentaren ikke forholder sig til opslaget emne. Denne regel er med til at sikre, at debatten ikke fordrejes,” skriver TV2 til partiformanden.
At TV2 ikke mener, at Kristian Thulesen Dahl holder sig til emnet, skyldes, at udlændingepolitik ikke er nævnt i artiklen på tv2.dk – læs: Fem drab på kvinder ryster Sverige.
Der nævnes nemlig intet om gerningsmændenes etnicitet i artiklen. Der står blot at ”fælles for de fem drab er, at gerningsmanden havde en nær relation til ofret”.
Indvandringskritisk medie: Fire ud af fem mistænkte er indvandrere
I følge det indvandringskritiske medie Fria Tider er fire ud af fem af de mistænkte indvandrere. Der er tale om to afrikanere, en mand fra mellemøsten, en mand fra eksjugoslavien samt en etnisk svensker, skriver Fria Tider.
Kristian Thulesen Dahl mener, at TV2 i artiklen burde have nævnt, at vold, voldtægter og overgreb på kvinder er steget i Sverige som konsekvens af indvandringen.
”Jeg er harm over, at artiklen på ingen måde oplyste om det faktum, at mænd fra Mellemøsten i DEN grad desværre er overrepræsenteret, når det handler om vold, voldtægter og overgreb imod kvinder. Tallet er jo stigende i Sverige netop pga, den håbløse udlændingepolitik, de i årtier har ført i Sverige,” skriver Kristian Thulesen Dahl på sin Facebookside.
Svensk selvcensur på TV2
Han mener, at TV2 ligger under for den selvcensur, som er udbredt blandt svenske journalister og mainstreammedier, når det gælder problemer med indvandringen.
”Deres argument for at fjerne mit opslag er, at de ikke mener, jeg holder mig til emnet! Men hvordan i alverden kan man løse et problem, hvis man ikke må tale om, HVEM der skaber problemerne? Jeg er så træt af, at man ikke må kalde en spade for en spade!
Jeg troede, selvcensuren først og fremmest eksisterede blandt svenske journalister. Den har desværre også indfundet sig på TV2. Lover ikke godt for den frie debat….,” skriver Kristian Thulesen Dahl.
Ditoverblik arbejder på at få en kommentar fra TV2.