De korte forlængelser af corona-restriktionerne gør det meget svært for erhvervslivet at planlægge, mener DF. Kristian Thulesen Dahl opfordrer regeringen til at lave en længerevarende aftale
Først blev der indført skærpede coronarestriktioner til 3. januar. Så blev de forlænget til 17. januar, og i sidste uge forlængede regeringen så restriktionerne igen. Denne gang til 7. februar.
Hver gang er det sket med få dages varsel. Men sådan behøver det ikke at være. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl mener, at regeringen skal droppe de korte forlængelser. Danskerne, ikke mindst erhvervslivet, har krav på et længer varsel.
”Der er jo ingen, der tror, at de nuværende restriktioner er væk den 7. februar. Så fra Dansk Folkepartis side synes vi, at det skal gribes an på en anden måde, så folk får bedre mulighed for agere i det her. Det gælder specielt de selvstændige, men også på f.eks. uddannelsesområdet bør folk have bedre mulighed for at kunne planlægge,” sagde Kristian Thulesen Dahl under tirsdagens partilederdebat i Folketinget.
Folketinget skal inddrages mere
Han vil have de politiske partier inddraget mere i beslutningerne. Senest blev partilederne indkaldt til en orientering bare få timer før, at regeringen meldte den seneste til 7. februar ud på et pressemøde i onsdags.
”Det er helt nødvendigt, at Danmark kommer godt igennem det her. Men vi er nødt til at have en debat om måden det foregår på. Lige nu er alt for ofte noget med, at vi får en orientering få timer før offentligheden om, at nu forlænges restriktionerne,” sagde Kristian Thulesen Dahl.
Statsminister Mette Frederiksen forsvarede de korte forlængelser med, at regeringen træffer sine beslutninger ud fra sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
”Ofte er det sådan, at myndighederne har behov for at kende epidemiens udvikling lige op til, at beslutningen skal træffes. De arbejder ofte med et kort tidsperspektiv, for det er biologi vi arbejder med,” sagde Mette Frederiksen i et svar til DF-formanden, hvor hun dog understregede at hun ”anerkender alle menneskers behov for at kunne planlægge i denne svære situation”.
Kan sagtens lave en aftale til efter februar
Kristian Thulesen Dahl mener, at det aktuelt må være muligt at lave en aftale om en længere nedlukning.
”Vi får at vide, at januar og februar nok bliver de hårdeste måneder under epidemien, bl.a. på grund af den engelske B117-mutation. Samtidig får vi så at vide, at restriktionerne kun kan besluttes for en lille delperiode af disse to måneder. Det, tror jeg, de fleste synes lyder mærkeligt. Altså – hvis der er belæg for at sige, at februar bliver værst, så må det være muligt at træffe en beslutning, der rækker længere end til 7. februar,” sagde Kristian Thulesen Dahl.
Hans udtalelser kan meget vel føre til, at der laves en længerevarende aftale. Statsministeren svarede i hvert fald, at hun gerne vil fortsætte diskussionen med Folketingets partier om restriktionerne. For, som hun gentog, ”jeg anerkender fuldt ud familiernes behov for at kunne planlægge”.