DF kræver ekstern undersøgelse af millionsvindel i kommunal forvaltning

0
1656
Arkivfoto

Teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune har ved hjælp af fiktive projekter brugt 37,1 millioner kroner, der ikke var bevilget. Nu vil forvaltningen undersøge sig selv, men DF kræver en uvildig undersøgelse

Der var vantro og måben hos politikerne i Københavns Kommune, da det i december kom frem, at kommunens teknik- og miljøforvaltning har manipuleret med regnskaberne for mere end 50 millioner kroner.

Ved at oprette fiktive anlægsprojekter er der brugt 37,1 millioner kroner, som ikke var bevilget i 2017, 2018 og 2019. For at dække over dét underskud, er den interne timepris til anlægsprojekter blevet hævet med 83 kroner i 2019-regnskabet, hvilket har kostet ca. 15 millioner kroner. Dermed løber den samlede svindel op i 52,1 millioner kroner.

Hvem der står bag svindlen, vides ikke. Den har givet medarbejdere mulighed for at registrere tusindvis af overarbejdstimer, som enten kan være afspadseret eller udbetalt. Men om der er nogen, der ellers har tjent på svindlen, er indtil videre uvist.

DF: De skal ikke undersøge sig selv

Sagen skal nu undersøges. Spørgsmålet er så, hvem der skal undersøge den. Selv om svindlen er foregået i teknik- og miljøforvaltningen, vil Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Nina Hedeager Olsen lade sin egen forvaltning stå for undersøgelsen.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke være med til. På torsdagens møde i Københavns Borgerrepræsentation vil DF kræve, at revisionsfirmaet Deloitte og kommunens Interne Revision skal undersøge sagen. Deloitte er kommunens revisionsfirma, og ifølge Politiken advarede Deloitte både i 2018 og 2019 om mulige problemer i regnskaberne fra teknik- og miljøforvaltningen.

”Snyd for 37 millioner kroner er jo ikke noget man bare lige selv kigger på. Som jeg har forstået det, så blev borgmester Ninna Hedeager Olsens forvaltning endda på forhånd advaret i både 2019 og 2020 af Deloitte om, at noget var galt. Hvis det er rigtigt, så går det jo ikke, at den forvaltning, som hun selv er chef for, undersøger om de selv synes, at de har gjort noget galt,” siger DFs politiske leder i København, Finn Rudaizky.

“Hvis det er rigtigt, så går det jo ikke, at den forvaltning, som hun selv er chef for, undersøger om de selv synes, at de har gjort noget galt”

Finn Rudaizky, spidskandidat for DF

Hvem vil skjule hvad?

Han undrer sig over, at borgmesteren og forvaltningen ikke selv er interesseret i at få en uvildig undersøgelse.

”Jeg ved ikke, hvad de har at skjule, men forholder det sig som oplyst, så ligner det jo en total skandale, hvor det er meget svært at se hvordan de ansvarlige skal kunne forblive på deres poster,” siger Finn Rudaizky.

DF: Enhedslisten ukvalificeret til borgmesterpost

Han fastslår, at Nina Hedeager Olsen må gå af som borgmester, hvis det kommer frem, at hun har haft kendskab til sagen. Samtidig mener han, at sagen udstiller, at Enhedslisten ikke er kvalificeret til at bestyre en post som teknik- og miljøborgmester.

“De magter jo ikke den opgave. Det har vi set igen og igen. De øvrige partier på rådhuset må udvise noget ansvarlighed ved næste kommunalvalg, så den ikke igen besættes af Enhedslisten,” siger Finn Rudaizky.

Finn Rudaizky, Dansk Folkeparti, er medlem af Borgerrepræsentationen i København og Regionsrådet.

Nina Hedeager Olsen har selv givet dette bud på, hvad der er foregået i hendes forvaltning:

“Det lyder, som om der er nogle budgetter, som man har vurderet ikke hang sammen, og i stedet for at gøre opmærksom på, at der mangler penge, har man tænkt: Det har jeg brug for noget tid til lige at fixe. Det er mit bedste gæt. Men det skal undersøges nu,” sagde hun til Politiken, da sagen kom frem i starten af december.

Ekspert: Har aldrig set noget lignende

Professor i økonomistyring, Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, sagde dengang, at han aldrig havde hørt om en lignende sag.

“Jeg erindrer ikke, at jeg nogen sinde før har hørt om den her form for svig, hverken når det gælder form eller omfang i kroner og øre. Den slags bør ikke kunne lade sig gøre,” sagde han – og gav dette gæt på, hvad der er foregået:

“Det tyder på, at ledelsen ikke har haft anlægsprojekter nok til antallet af medarbejdere og har forsøgt at lukke hullet på ulovlig vis og derpå forsøgt at rette op på det med endnu en ulovlighed”.

Læs også:

DF vil have undersøgt skandale: Betonfirma blandede byggeaffald i beton under højhus