Kristian Thulesen Dahl: Nye Borgerlige ønsker et helt andet Danmark end DF

0
6473
Kristian Thulesen Dahl under sidste uges afslutningsdebat i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dansk Folkepartis formand fastslår i sit ugebrev, at der er plads til både DF og Nye Borgerlige i dansk politik. For de to partier har to vidt forskellige visioner for fremtidens Danmark. DF ønsker velfærd – Nye Borgerlige vil have besparelser og skattelettelser

Er der plads til både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i dansk politik? Det spørgsmål stiller Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen i sit ugentlige nyhedsbrev. Og hans svar er et krystalklart: Ja, der er plads til begge partier. For Nye Borgerlige vil noget helt andet end Dansk Folkeparti.

“Der er meget, som vi i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er ret enige om. Udlændingepolitik og EU. I det hele taget en lang række værdipolitiske spørgsmål. Her ser vi utvivlsomt meget ens på tingene. Men der er også meget markante forskelle og uenigheder. Ikke mindst, når det kommer til hele velfærdsområdet og den økonomiske politik,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

Velfærd eller skattelettelser

Nye Borgerlige står for et helt andet samfundssyn end Dansk Folkeparti, konstaterer DF-formanden. Dansk Folkeparti ønsker velfærd ”med god og værdig ældrepleje, sygehuse i verdensklasse, fælles skoler og daginstitutioner med lærere og pædagoger nok til at levere kvalitet osv.”. Heroverfor står Nye Borgerlige, der vil skære i velfærden, så skatten kan sænkes markant for både erhvervslivet og borgerne:

”Nye Borgerlige vil således af med både topskatten og selskabsskatten, og gevinster på aktiespekulation skal beskattes meget mindre. Partiet ønsker også en flad personskat på 38 % og minusvækst i den offentlige sektor på 0,5 % om året, hvilket iflg. finansministeriets beregninger vil betyde 40.000 færre offentligt ansatte frem mod 2025. Den kommunale udligning, hvor der omfordeles penge til de fattigste kommuner, skal afskaffes. Den kommunale folkeskole skal afskaffes og privatiseres,” skriver Kristian Thulesen Dahl.

Skidt for de gamle og syge

Han mener, at Nye Borgerliges økonomiske politik uvægerligt vil føre til nedskæringer på sundheds- og ældreområdet:

”Selv hvis man laver det tankeeksperiment, at jobcentrene er væk og hele udlændingeområdet pludselig ikke længere kostede noget som helst, så ville der helt uundgåeligt mangle penge i kassen til velfærd, når man har givet så massive skattelettelser, som Nye Borgerlige ønsker. Et helt andet Danmark, end det vi kender. Godt for de mest velstillede. Skidt for de gamle og de syge,” skriver Kristian Thulesen Dahl om partiet, som de seneste uger er stormet frem i meningsmålingerne, og som har fået tilgang af flere lokale DF-byrådsmedlemmer.

“Nye Borgerlige ønsker et helt andet Danmark, end det vi kender. Godt for de mest velstillede. Skidt for de gamle og de syge”

Nye Borgerliges økonomiske politik ligger tæt op af Liberal Alliances. Her ses Pernille Vermund og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige side om side medLiberal Alliances formand Alex Vanopslagh under sidste uges afslutningsdebat i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Vermund: Alle danskere vil blive rigere

At Nye Borgerlige står for en helt anden økonomisk politik end DF, bekræftede partiformand Pernille Vermund under Folketingets afslutningsdebat i sidste uge. Her stillede tre DF-politikere – Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Rene Christensen – spørgsmål til Vermund om den økonomiske politik, og hun bekræftede, at partiet i sin 2025-plan har foreslået massive skattelettelser. Alene afskaffelse af selskabsskatten vil efterlade et hul på 60-70 milliarder kroner årligt i statskasssen.

Pernille Vermund mener dog ikke, at partiets politik kun er til gavn for de rige. Ifølge hende vil Nye Borgerliges skatteplan skabe 100.000 nye private job og gøre alle andre end udlændinge på offentlig forsørgelse rigere:

“Vi er et vækstorienteret parti. Vi er et parti, der gerne vil give frihed og ansvar tilbage til danskerne og også gerne vil give penge tilbage til danskerne,” sagde Pernille Vermund.

Læs ugebrevet her

Læs også:

Skattelettelser eller velfærd? Nye Borgerlige vil lette skatten for gigantisk milliardbeløb

Messerschmidt: Nye Borgerliges udlændingepolitik er et bluffnummer