Kristian Thulesen Dahl: Endnu et løftebrud fra regeringen i udlændingepolitikken

0
2259
DFs formand Kristian Thulesen Dahl. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis formand kritiserer regeringens beslutning om ikke at hjemsende syrere til Damaskusområdet, selv om Flygtningenævnet betegner det som et sikkert område

Socialdemokratiet er løbet fra endnu et afgørende løfte i udlændingepolitikken. Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i hans ugentlige nyhedsbrev.
Det er regeringens beslutning om ikke at hjemsende syrere, der har fået afslag på asyl, til sikre områder, som DF-formand kalder et klart løftebrud.

Beslutningen blev meldt ud tirsdag morgen til Folketingets partier. Den går stik imod den hjemsendelsespolitik, der blev vedtaget med finansloven for 2019, og som Socialdemokratiet stemte for.

Flygtningenævnet slog ellers fast i december, at sikkerhedssituationen er forbedret så meget omkring den syriske hovedstad Damaskus, at syrere kan sendes tilbage her til, omend de kaldte situationen skrøbelig. Men alligevel har regeringen besluttet, at syrere ikke skal tvangsudsendes. Det sker med den begrundelse, at man ikke vil samarbejde med Assad-regimet om tvangsudsendelser, og det betyder i første omgang, at tre aktuelle sager, hvor syrere har fået endeligt afslag på asyl, ikke vil blive effektueret. I stedet skal de tre opholde sig på et udrejsecenter, indtil de enten frivilligt rejser ud eller kan tvangsudsendes.

“Socialdemokratiet sagde det modsatte før valget”

“Selvom man sagde det modsatte før valget, vil S-regeringen nu ikke sende syrerne hjem! Begrundelsen er, at regeringen ikke vil samarbejde med Assad-regimet om at hjemsende afviste asylansøgere med tvang. Men Syrien har jo den regering, de har. Det kan vi ikke lave om på her fra Danmark. Og det var da heller ikke et forbehold, S-folkene brugte tid på at fortælle danskerne om før valget,” skriver Kristian Thulesen Dahl i sit ugebrev.

DF-formanden minder om, at den nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye sagde noget helt andet før valget. Dengang sagde Tesfaye at:

“Vi er inde ved det helt centrale i flygtningeproblematikken her. Lykkes det ikke at sende syrerne hjem, mens de er her på en midlertidig beskyttelsesordning, er flygtninge vel reelt blevet til indvandrere”.

Det får Kristian Thulesen Dahl til at skrive sådan sit nyhedsbrev sådan her:

“Helt enig, Mattias Tesfaye! Men hvorfor har I så ændret politikken nu? Hvorfor har I glemt løfterne fra før valget? Hvorfor ikke hjemsende syrere til sikre områder i deres hjemland, når det nu er muligt?”.

“Så må vi oplyse danskerne”

Statsminister Mette Frederiksen sagde tidligere på ugen, at regeringen trods den aktuelle beslutning stadig arbejder på at få flere afviste asylansøgrere til at vende hjem. “Der skal ikke herske nogen tvivl om, at asylansøgere, der ikke længere skal have beskyttelse i Danmark, skal vende tilbage til deres hjemland,” sagde hun til Politiken onsdag.
Kristian Thulesen Dahl har dog ikke meget tiltro til de socialdemokratiske løfter:

“Det kan godt være, at Socialdemokratiet forsøger at undgå diskussionerne om deres udlændingepolitik. For mange danskere vil blive skuffede, efterhånden som de opdager, hvad regeringen har gang i. Men vi andre må så påtage os opgaven med at oplyse danskerne. For kun pres fra befolkningen kan sikre en udlændingepolitik, der reelt passer på Danmark,” slutter han sit ugebrev.