Kristian Thulesen Dahl forlod forhandlinger: “Pensionister skal ikke sidestilles med migranter”

0
9136
Kristian Thulesen Dahl (DF) bliver interviewet af Ritzau, efter at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige natten til mandag forlod forhandlingerne om en økonomisk sommerpakke. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige forlod forhandlingerne om en corona-sommerpakke kort før aftalen faldt på plads i nat. DF finder det urimeligt, at der skal udbetales en skattefri check på 1000 kr. til både folkepensionister og flygtninge på hjemrejseydelse

Skal en flygtning, der har været i Danmark to-tre år, have samme beløb i coronatilskud som danske folkepensionister? Nej, mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, som derfor forlod forhandlingerne om en økonomisk corona-sommerpakke, kort før den faldt en aftale på plads i finansministeriet natten til mandag. Det skete sammen med Nye Borgerliges repræsentant i forhandlingerne, Lars Boje Mathiesen.

I følge aftalen, som er indgået mellem regeringen, Radikale, SF, Enhedslisten, Alternative samt Venstre og Konservative, vil alle danskere på overførselsindkomst til efteråret få 1000 kr. udbetalt i et skattefrit ekstratillæg. Men det er en urimelig ligestilling, mener Kristian Thulesen Dahl.

“Jeg forstår simpelt hen ikke, at den pensionist, der har knoklet alle sine år for at bygge vores velfærdssamfund op, skal sidestilles med en migrant, der er kommet fra Syrien til Danmark og har været i landet i to eller tre år. Den sammenkædning kunne vi simeplt hen ikke tage ansvaret for,” sagde Kristian Thulesen Dahl mandag morgen til TV2 News.

“Jeg forstår simpelt hen ikke, at den pensionist, der har knoklet alle sine år for at bygge vores velfærdssamfund op, skal sidestilles med en migrant, der er kommet fra Syrien til Danmark og har været i landet i to eller tre år”

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, til TV2 News

I følge DF-formanden var det Dansk Folkepartis højest prioriterede ønske i forhandlingerne, at pensionisterne skulle betænkes i en aftale. Men ud over de 1000 kr. i skattefri udbetaling til alle på overførselsindkomst, var regeringen ikke indstillet på at give mere til pensionister, i følge Kristian Thulesen Dahl:


Aftalen om den økonomiske sommerpakke præsenteres for pressen i nat i Finansministeriet. Kort forinden havde DF og Nye Borgerlige forladt forhandlingerne. Tidligere på dagen forlod Liberal Alliance også forhandlingerne. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

“Vi gik til forhandlingene med ét ønske. Det var, at vi denne gang også tilgodeser vores pensionister, som har været glemt i alle de her hjælpepakke, man hidtil har lavet. Men
vi må konstatere, at vi ikke kunne få en krone ekstra, ud det Socialdemokratiet spilllede ud med i starten af dagen,” sagde Kristian Thulesen Dahl om forhandlingerne, der startede søndag formiddag. Han fortsatte:

“Når man sidder ved forhandlingsbordet, og ikke kan få noget som helst, så er man nødt til at tage konsekvensen af det. Og det, der var dråben, der fik bægeret til flyde over, var det her med, at grupper bliver ligestillet, som om de var ens. Hvad enten du er kommet fra udlandet til Danmark eller om du har været i Danmark hele dit liv og knoklet med at bygge det her velfærdssamfund, så får du det samme i skattefrit ydelse. Det er simeplt hen ikke rigtigt,” sagde Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.

Han understreger, at Dansk Folkeparti vil stemme for mange af aftalens elementer, herunder udbtalingen af indefrosne feriepenge, når de skal afstemning i Folketinget eller godkendes i Finansudvalget.

Kristian Thulesen Dahl (DF) fotograferet i en pause under forhandlinger om økonomisk sommerpakke. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristian Thulesen Dahl (DF) og Lars Boje Mathiesen (NB) forlader forhandlinger i Finansministeriet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix