Dansk Folkepartis fiskeriordfører Rene Christensen var fredag på Læsø for at besøge jomfruhummerfiskerne, som nu skal overvåges af et kamera ombord
Han har kaldt det at ”skyde gråspurve med kanoner”, og Dansk Folkepartis fiskeriordfører Rene Christensen er ikke blevet mindre overbevist, efter at han fredag besøgte jomfruhummerfiskerne på Læsø:
Det er skudt langt over målet, når EU nu kræver, at der skal installeres kameraudstyr på jomfruhummerfiskernes kuttere, så det kan kontrolleres, hvor meget bifangst af torsk de får med ombord, når de er på hummerfiskeri i Kattegat.
Jomfruhummerfiskeriet er vigtigt for det lille øsamfund i Kattegat, og Rene Christensen mener, at fiskerne i forvejen gør hvad de kan, for at begrænse bifangster. Derfor kunne nan sagtens have nøjedes med en mindre indgribende kontrol end kamera, mener Rene Christensen:
”Jeg fik lejlighed til at se de fangstredskaber der fiskes med, det er selektive redskaber, men der kan selvfølgelig stadig komme en enkelt torsk med. Vi havde en rigtig god dag hvor vi fik lejlighed til at tale om muligheder for fremtiden. DF og jeg står tilbage med at det er nødvendigt at udskyde ikrafttrædelsen af den beslutning, som Regeringen og EU har taget, således at kontrollen kan ske på en forsvarlig måde,” siger Rene Christensen.
Fiskeriminister forhandlede sig frem til kamerakontrol i EU
Kamerakravet er et kompromis, som fiskeriminister Mogens Jensen (S) forhandlede sig frem til i EU i december. Han var på forhånd af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg blevet udstyret ”med et meget skarpt mandat”, som Rene Christensen udtrykker det. Han skulle forhandle torskekvoter hjem og kunne som modydelse tilbyde ’elektroniske kontrolforordninger’, der skulle sikre, at kvoterne overholdes. Men ordførerne havde i følge Rene Chistensen slet ikke forestillet sig, at det kunne ende med et så vidtgående skridt som kameraovervågning.
“Det var bestemt ikke det, der stod først på listen. Desværre har ministeren ikke været til at hugge eller stikke i siden. Han har heller ikke været villig til at prøve at genforhandle det i EU-systemet,” sagde Rene Christensen for nylig til ditOverblik.dk.
Fiskere: Uforståelig dansk enegang
Danmarks Fiskeriforening kalder kameraovervågningen for “en unødig kontrolinstans og mistænkeliggørelse af de danske fiskere”. De mener, at der er tale om en uforståelig dansk enegang:
”Hvorfor skal danske fiskere ikke behandles på lige fod med de andre fiskere i EU? Der skal være fælles spilleregler for EU-fiskere. Det lader til, at man er villig til at eksperimentere med den danske fiskerisektor, som i forvejen står i en svær situation,” sagde fiskeriforeningens formand Svend-Erik Andersen i en pressemeddelelse i januar.