Kulden kommer fra øst på mere end måde denne vinter. Sidste lørdag lukkede russerne for naturgas til Polen og dagen efter stoppede leverancerne til tyskerne.
Russerne siger de gør det af kommercielle grunde – altså for bevidst at drive prisen op, hvilket de har lov til indenfor visse grænser. Tyskerne og polakkerne ser det som en aggression, der især er rettet mod den nye tyske regering. Den udviste to russiske diplomater i sidste uge efter en sag om et mord på en Ruslands-kritiker fra Georgien i Berlin.
I Polen ser man det som en del af en hybrid krig mod Vesten – altså en krig på flere niveauer.
”Det er en russisk taktik til at udøve tryk, en hybrid offensiv mod EU og USA. De vil lade os forstå, at vi er afhængige af dem. Og de gør det især, når der er store afgørelser på vej eller når de er utilfreds med vores politik,” siger Slawomir Debski fra det Polske Institut for Internationale Forhold i et interview.
Den nye tyske regering har foreløbig vist sig mere robust overfor russerne end forgængerne under den østtyske Angela Merkel. Den nye, grønne udenrigsminister Annalena Baerbock var ikke blot hurtig til at udvise to efterretningsfolk med diplomatpas, der ifølge tyske domstole spillede en afgørende rolle i mordet på en georgisk kritiker af Rusland. Hendes formuleringer var også ganske skarpe sammenlignet med sin forgængers nærmest forsagte holdning til Rusland.
Den slags bliver straffet på gammeldags vis af det moderne Rusland. Dels med udvisninger af vestlige diplomater, dels med mere aggressive tiltag som at lukke for gassen.
Forbrugerne betaler
Stoppet for gas til Tyskland kommer på et vanskeligt tidspunkt, for de tyske gaslagre er kun godt halv fyldte. For et år siden var de trekvartfulde og det kan man se på gasprisen. Siden marts i år er de steget med hele 1000 procent i grossistleddet – altså blevet ti gange så dyrt.
De prisstigninger går videre til forbrugerne, der på et par dage i denne uge har set deres regning stige med mere end en fjerdedel – og det efter et år med stadig stigende gaspriser. Da et flertal af tyske lejligheder opvarmes direkte med naturgas, bliver en dyr eller kold vinter. For mange begge dele.
Kilder: Spiegel, BZ, Bild