Messerschmidts sag skal gå om: Dommer i byretten var inhabil

0
2468
Morten Messerschmidt og hans kæreste Dot Wessman ankommer til Østre Landsret i mandags, da ankesagen begyndte. Nu er sagen sendt tilbage til en ny start i byretten, fordi retsformanden i byretten, Søren Holm Serup, er blevet erklæret inhabil på grund af kritiske udsagn om Messerschmidt på Facebook. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Dommeren, der dømte Morten Messerschmidt i byretten, er kendt inhabil af landsretten. ”Det er en god dag for det danske retssystem,” siger Morten Messerschmidt

Sagen mod Morten Messerschmidt skal gå om ved byretten. Dommeren, der i august afsagde dommen på seks måneders betinget fængsel over Morten Messerschmidt ved byretten i Kgs. Lyngby, var nemlig inhabil. Det har Østre Landsret netop afgjort.

Begrundelsen er, at byretsdommer Søren Holm Serup har udtrykt sig kritisk om Morten Messerschmidt på Facebook. Ekstra Bladet kunne efter domsafsigelsen i august afsløre, at Søren Holm Serup havde liket et opslag på tidligere Venstre-minister Søren Pinds private facebookside, hvor Pind anklagede Messerschmidt for at være æreløs, fordi han ikke trak sig som DF-næstformand efter byretsdommen. Opslaget blev liket af Søren Holm Serup samme aften, som han havde afsagt dommen i byretten.

Senere kom det frem, at byretsdommeren tidligere har liket andre opslag eller skrevet kommentarer på Facebook, der var kritiske overfor Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti.

Dommen er slettet

Afsløringerne fik Morten Messerschmidt til at indgive en klage over dommeren. Han glæder sig over, at Landsretten er enig med ham i, at Søren Holm Serup var inhabil.

”Det her en god dag for det danske retssystem i den forstand, at man forstår at rette sine egne fejl,” sagde Morten Messerschmidt til pressen, da han forlod Østre Landsret.

”Jeg er selvfølgelig glad for over, at det vi har oplevet i Lyngby Byret bliver slettet, og at dommen derfor ikke er gældende,” sagde han.

”Det her en god dag for det danske retssystem,” sagde Morten Messerschmidt til pressen efter afgørelsen i Østre Landsret. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Morten Messerschmidt blev idømt seks måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og svig med EU-midler i den såkaldte Meld & Feld-sag. Med dagens afgørelse i landsretten, er denne dom nu slettet, og sagen mod Morten Messerschmidt skal starte forfra i byretten.

Pia Kjærsgaard: Endelig retfærdighed

Afgørelsen i landsretten har udløst flere reaktioner fra Messerschmidts kolleger i DFs folketingsgruppe. Pia Kjærsgaard skriver “Endelig retfærdighed”:

https://twitter.com/Pia_Kjaersgaard/status/1473662227471290375?s=20

Søren Espersen skriver “SEJR til Morten Messerschmidt”:

https://twitter.com/espersendf/status/1473657124358168587?s=20

Pressenævn: Helt ok at citere fra Pinds facebookside

I sidste uge afgjorde Pressenævnet, at det ikke var i strid med de presseetiske regler, da Ekstra Bladet skrev at dommer Serup havde liket Søren Pinds opslag. Den tidligere Venstre-minister havde klaget til pressenævnet. Han det var i strid med god presseskik at citere fra en privat Facebook-profil og at Ekstra Bladets omtale var “misvisende og sensationspræget”. Men det afviser Pressenævnet:

“Pressenævnet finder, at det har klar offentlig interesse, at dommer [Dommeren] har givet et like til et Facebook-opslag, der bl.a. forholder sig negativt til, at [Politiker A] fortsætter som næstformand i [Parti 1] på trods af, at han er idømt en betinget fængselsstraf. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på den tidsmæssige sammenhæng, hvor der gik under 24 timer fra den afsagte dom mod [Politiker A], hvor [Dommeren] var retsformand, til dommerens like af [Klager]s Facebook-opslag,” hedder det i Pressenævnets anonymiserede afgørelse.

Læs også:

Klagenævn afviser Søren Pind: Helt ok at omtale Messerschmidt-dommers Facebook-like