Klagenævn afviser Søren Pind: Helt ok at omtale Messerschmidt-dommers Facebook-like

0
3211
Den tidligere justitsminister Søren Pind fik ikke held med sin klage til Pressenævnet. Nævnet mener, at det havde samfundets interesse at vide, at dommeren, der dømte Morten Messerschmidt, privat sad og likede kritiske opslag om Messerschmidt på Facebook. Foto: Steen Brogaard

Pressenævnet har afvist en klage fra den tidligere Venstre-minister Søren Pind. Nævnet mener ikke, at det var i strid med de presseetiske regler, da Ekstra Bladet afslørede, at byretsdommer havde liket et kritisk opslag om Morten Messerschmidt på Søren Pinds private Facebookside

Det havde samfundsmæssig interesse, da Ekstra Bladet i august afslørede, at byretsdommer Søren Holm Serup havde liket et kritisk Facebook-opslag om Morten Messerschmidt på en privat Facebookside. Dommeren gav sit like bare få timer efter, at han i Retten i Lyngby havde idømt Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel i den såkaldte Meld & Feld-sag.

Det fastslår Pressenævnet i en kendelse.

Derfor afviser Pressenævnet en klage fra tidligere Venstre-minister Søren Pind. Han stod bag det opslag på Facebook, som Søren Holm Serup gav et like.

“Pressenævnet finder, at det har klar offentlig interesse, at dommer [Dommeren] har givet et like til et Facebook-opslag, der bl.a. forholder sig negativt til, at [Politiker A] fortsætter som næstformand i [Parti 1] på trods af, at han er idømt en betinget fængselsstraf. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på den tidsmæssige sammenhæng, hvor der gik under 24 timer fra den afsagte dom mod [Politiker A], hvor [Dommeren] var retsformand, til dommerens like af [Klager]s Facebook-opslag,” hedder det i Pressenævnets anonymiserede afgørelse.

Ekstra Bladet: Dommer kvajer sig

Byretsdommen over Morten Messerschmidt blev afsagt fredag den 13. august kl. 14. Få timer senere skrev Søren Pind et Facebook-opslag, der kunne læses som en kritik af Morten Messerschmidt for at være æreløs, fordi han ikke trak sig som næstformand for Dansk Folkeparti efter byretsdommen.

Opslaget blev bragt på Søren Pinds private Facebookside, der har cirka 500 følger. En af dem er Pinds barndomsven fra Bornholm, Søren Holm Serup, som trykkede like til opslaget. På den baggrund skrev Ekstra Bladet dagen efter en artikel med overskriften:

MESSERSCHMIDT-DOMMER KVAJER SIG

Retsformand i Meld-sagen sletter ‘like’ på Facebook om manglende ære i politik, fordi Morten Messerschmidt – trods dom – kan blive som næstformand i DF

Hele artiklen kan læses her

Morten Messerschmidt blev dømt i byretten den 13. august 2021. Han har klaget til Den Særlige Klageret over retsformand Søren Holm Serup, som han mener var inhabil i sagen, fordi han har udtrykt sig kritisk om Messerschmidt og Dansk Folkeparti på Facebook. Foto: Carsten Lundager

Pind: I strid med god presseskik

Artiklen gjorde Søren Pind rasende. Han mente, det var i strid med god presseskik at citere fra en privat Facebook-profil, samt at Ekstra Bladets omtale var “misvisende og sensationspræget”. Pind mente desuden, at avisen med sin artikel hængte Søren Holm Serup ud i offentligheden. På den baggrund sendte Pind en klage til Pressenævnet, hvor han blandt andet skrev:

”… at Ekstra Bladet har handlet i strid med god presseskik ved i de påklagede artikler at have gengivet indhold fra hans private, lukkede Facebook-profil, gengivet opslagets indhold urigtigt og herudover at have udhængt en person, der havde tilladt sig at udtrykke et såkaldt ”like” til opslaget generelt”.

Og at:

”… det er en skærpende omstændighed, at Ekstra Bladet – efter at være blevet gjort opmærksom på, at klager ikke vil have sin private profil brugt kun med den hensigt at generere clicks, sensation og profit – stadig fastholder artiklen”.

Men den kritik affærdiges nu fuldstændig af Pressenævnet. I nævnets afgørelse, som blev offentliggjort torsdag, fastslås det, at det havde samfundsmæssig interesse at omtale Søren Holm Serups like. Samtidig afviser nævnet, at omtalen er misvisende:

”Uanset, at Ekstra Bladet alene har gengivet et kort uddrag af [Klager]s Facebook-opslag, finder Pressenævnet, at avisens gengivelse har tilstrækkelig dækning i selve opslaget,” skriver Pressenævnet.

Dommer skrev kritisk om DF og Messerschmidt på Facebook

Efter Ekstra Bladets artikel, er det i øvrigt kommet det frem, at byretsdommer Søren Holm Serup i mere end 20 andre tilfælde har liket eller skrevet kommentarer på Facebook, der er kritiske overfor Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt. Efter medieomtalen har Dommeren valgt at nedlægge sin profil på Facebook.

Morten Messerschmidt har efterfølgende klaget over Søren Holm Serup til Den Særlige Klageret. Klageretten behandler denne klage i næste uge.

Morten Messerschmidt har desuden anket byretsdommen. Landsretten skal derfor også tage stilling til, om Søren Holm Serup var inhabil som retsformand i byretssagen.

Hele klagen kan læses her

Tidligere artikler: