Købmænd bakker DF-forslag op: Giv tilskud til at bringe varer ud

0
2942
John Wagner. direktør for De Samvirkende Købmænd Foto Keld Navntoft

Stort behov for at kunne bringe varer ud til risikogrupper under coronakrisen, vurderer De Samvirkende Købmænd. Organisationen bakker et forslag op fra DF om at give økonomisk tilskud til vareudbringning

Købmænd skal de næste tre måneder kunne få et statstilskud, så de kan bringe dagligvarer ud til borgere, som er i coronakarantæne, har luftvejssygdomme eller er over 65 år. Det foreslog Dansk Folkeparti i weekenden, og dét forslag får opbakning fra brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd (DSK).

”Jeg synes det er et yderst sympatisk og rigtigt tiltag i den nuværende situation. Vi ved, at der ikke mindst er mange ældre, som er utrygge ved at skulle bevæge sig ud og handle, og at der derfor er en stærkt stigende efterspørgsel efter vareudbringning,” siger direktør John Wagner, De Samvirkende Købmænd, til ditoverblik.dk – og fortsætter:

”Vi ved også, at der gennem de seneste år er sket en kraftig indskrænkning af butikker, som har råd til at yde denne service. Men lysten til at komme i gang er helt klar stor, hvis man kan overskue den økonomiske barriere”.

”Jeg synes det er et yderst sympatisk og rigtigt tiltag i den nuværende situation”

John Wagner, direktør, De Samvirkende Købmænd

Forslag: Radius på 10 km

Konkret foreslår DF, at butikkerne skal kunne få støtte til vareudbringning ud fra disse retningslinjer:

  • Der skal være enten en elektronisk kvittering eller fysisk kvittering for de leverede varer.
  • Der kan kun ydes tilskud til varer, der er leveret til kunder, der bor inden for en radius af eksempelvis 10 km fra butikken.
  • Den enkelte butik kan maksimalt opnå et tilskud på eksempelvis 50 kr. pr. ordre og maksimalt 25.000 kr. pr. måned.

John Wagner fastslår, at det er en stor omkostning for en købmand af udbringe varer. Hvis man ikke tilbyder udbringning i forvejen, skal der lejes en bil, og der skal afsættes medarbejdere til den ofte tidskrævende opgave.

”Så der er ingen tvivl om, at hvis man kan få støtte til vareudbringning, vil det være en stor hjælp. For dem, der tilbyder udbringning i forvejen, vil der kunne skrues op for servicen. Og jeg vil tro, at 50 kroner, som der foreslås, vil være passende,” siger John Wagner.

ditoverblik.dk fortalte i sidste uge om Meny i Skibby, hvor købmand Poul Cullura har lanceret gratis udbringning til ældre og svage. Her fortæller Poul Cullura om den nye service på butikkens facebookside.

De Samvirkende Købmænd har fået mange forespørgsler fra sine medlemmer, siden coronakrisen for alvor rullede ind over Danmark, så DSK-direktør John Wagner vurderer, at behovet for udbringning er stort.

”Der er rigtig mange, der gør sig overvejelser om at lave vareudbringning i disse dage. Derfor udsendte vi også i sidste uge en vejledning til købmænd, der går med planer om at etablere udbringning. For det skal jo foregå sundhedsmæssigt og fødevaremæssigt forsvarligt,” siger John Wagner.

DF går til erhvervsminister

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby vil nu rejse forslaget overfor erhvervsminister Simon Kollerup. DF foreslår to modeller – en model med direkte tilskud, som beskrevet ovenfor, eller en model med et ekstraordinært fradrag a la håndværkerfradraget.

”Jeg håber, at vi kan få opbakning til forslaget, så det hurtigt kan komme i gang. For jeg tror behovet er stort. Der er mange enlige, som i dag er afhængige af hjælp fra naboer eller frivillige, der vil kunne få glæde af det her. Det vil samtidig have den fordel, at færre bliver nødt til at besøge butikkerne,” siger Hans Kristian Skibby.

Læs også: Corona-hjælp: Købmand bringer selv varer ud til svage og ældre