Tre udvisningsdømte udlændinge fra Kærshovedgård blev i denne uge varetægtsfængslet for grove forbrydelser i København. “Igen ser vi konsekvensen af S-regeringens manglende evne til at tage ansvar,” siger DFs retsordfører Peter Skaarup
Tre kriminelle udlændinge, der er dømt til udvisning og har opholdspligt på udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland, er blevet anholdt og fængslet i København for nye grove forbrydelser. Det skriver Ekstra Bladet.
Den ene sag drejer sig om to 26-årige mænd fra hhv. Algeriet og Tunesien, der onsdag blev anholdt efter et hjemmerøveri i København. De to Kærhovedgård-beboere var sammen med en tredje udlændinge trængt ind hos et par på Hulgårdsvej i Københavns nordvest-kvarter, som de truede til at betale en påstået gæld. De tog 2200 kroner, der lå på et sofabord, og stak af men blev anholdt af politiet på vej væk fra huset.
I følge Ekstra Bladet har de to 26-årige fra Kærshovedgård tidligere været sigtet sammen i flere sager, og den ene er dømt i sager om vold, narkotika og voldtægtsforsøg.
Fængslet efter vold på Hovedbanegården
I den anden sag blev en 21-årig statsløs mand, der er født i Syrien, anholdt på Hovedbanegården og sigtet for vold mod en vagt. Manden var kort forinden blevet bortvist, fordi vagten havde set, at han forsøgte at stjæle fra en kvindes taske. Da den 21-årige kort efter kom tilbage, blev han stoppet af vagten, som han begyndte at slå på. Vagten og en kollega fik tilbageholdt manden, som blev overdraget til politiet og nu er varetægtsfængslet.
Den 21-årige er tidligere blevet dømt til udvisning for bestandig, men da han ikke har kunnet udvises, har han fået ophold på Kærshovedgård.
De tre anholdte har som beboere på Kærshovedgård haft melde- og opholdspligt, men de kan frit gå ind og ud af udrejsecenteret.
DF: Spær udvisningsdømte inde
For nylig kom det frem, at de 138 beboere, som pr. 16. maj opholdt sig på Kærshovedgaard, fordi de er på såkaldt tålt ophold eller udvist ved dom, tilsammen er dømt for 12.172 lovovertrædelser.
Dansk Folkeparti har flere gange krævet, at personer, der er dømt til udvisning, spærres inde, til de forlader landet. De nye sager får DFs retsordfører Peter Skaarup til at gentage kravet:
“Igen ser vi konsekvensen af den soc.dem. regerings manglende evne til at tage ansvar. Beboerne på Kærshovedgård er ikke egnet til at være ude i det fri. Derfor bør de være spærret inde, indtil de kan udsendes,” skriver Skaarup på Twitter.