Justitsminister lukker i om minkskandalen. Skandaløst, mener Peter Skaarup

0
1752
Justitsminister Nick Hækkerup (S) efter et samråd i forrige uge om minksagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har meddelt Folketinget, at han indtil videre ikke vil svare på hverken mundtlige eller skriftlige spørgsmål om regeringens håndtering af minkskandalen

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup har stillet en stribe spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S) om minkskandalen. Han har også kaldt ministeren i et samråd om sagen, men Peter Skaarup har nu fået en lang næse af justitsministeren. Nick Hækkerup har nemlig meddelt Folketinget, at han indtil videre ikke vil svare på flere spørgsmål om minksagen. Det vil han først, når det er afklaret, hvad den kommende granskningskommission om sagen skal handle om, meddeler han.

I et brev til Folketinget skriver Justitsministeren:

“Jeg har stor forståelse for, at der er tale om en sag, som påkalder sig stor politisk interesse, og hvor udvalget naturligt har et ønske om at stille regeringen spørgsmål. Indtil de nærmere rammer for og afgrænsning af den kommende kommissionsundersøgelse er faldet på plads, finder jeg – som det er sædvanligt og naturligt, når der gennemføres en sådan uafhængig undersøgelse eller er udsigt hertil – imidlertid af principielle grunde ikke anledning til at besvare flere mundtlige eller skriftlige spørgsmål om sagen. Det glæder også de spørgsmål fra Retsudvalget, der allerede er stillet, og det kommende samråd P, der endnu ikke er berammet”.

Fra justitsminister Nick Hækkerups brev til Folketinget.

Skaarup: Uhørt lukkethed

Kommissoriet for granskningskommissionen skal foreligge inden jul. Men selv om ministeren skriver, at han vil afvente ”de nærmere rammer” for kommissionen, er det nærliggende at tro, at han derefter vil meddele, at han “af principielle grunde” heller ikke vil svare på spørgsmål, før granskningskommissionen har afsluttet sit arbejde. Dermed kan der gå mere end et år, før justitsministeren vil besvare spørgsmål fra Folketinget om sagen.

Nick Hækkerup ”håber på udvalgets forståelse”, skriver han. Men det kan man roligt sige, at han ikke får fra Peter Skaarup. På Twitter skriver DFs retsordfører:

”Skandaløst at Justitsministeren nu ikke vil møde op til det samråd, som Dansk Folkeparti har indkaldt til om justitsministeriets rolle i Mink-skandalen. Det er en uhørt lukkethed!”.

DFs retsordfører Peter Skaarup inden åbent samrådet forleden om minksagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den radikale retsordfører Kristian Hegaard er lige så kritisk. Han skriver:

”Hold kæft det er tyndt, at Justitsministeren ikke vil svare på flere spørgsmål om action cards og Rigspoliti. Det vil jeg udbede nærmere forklaring på og selvfølgelig fortsætte med at stille spørgsmål i den alvorlige sag”.

Analytiker: Andre ministre vil bruge samme begrundelse

Nick Hækkerup bliver næppe den eneste minister, der fremover vil henvise til granskningskommissionen, når der bliver stillet spørgsmål til minksagen og regeringens ulovlige håndtering. TV2s politiske analytiker Hans Redder skriver på Twitter:

”Justitsministeren kommer ikke til at besvare flere spørgsmål om minksagen foreløbigt. Af “principielle grunde”. Mon ikke det bliver tilgangen fra resten af regeringen også, nu hvor et undersøgelsesspor er indledt,” skriver Hans Redder.

Læs justitsministerens brev til Folketinget her.