Dansk Folkeparti bakker forslag fra Dansk Industri op om en smiley-ordning, der skal vise, at der er styr på coronahåndteringen på feriecentre og strandhoteller
Feriecentre og strandhoteller er hårdt ramt af coronaen. Turisterne udebliver. Danskerne tøver. Det har fået Dansk Industri til at foreslå en smileyordning for kystbranchen, og dét forslag får opbakning fra Dansk Folkeparti.
”Selvfølgelig er en smiley-ordning ikke en mirakelkur. Det er ikke en én, to, Treo, og så er alle problemerne væk, men det er et stort skridt i den rigtige retning,” skriver DFs erhvervsordfører Hans Kristian Skibby i et indlæg på Finans.dk
En smileyordning til kystbranchen skal vise, hvor godt styr et strandhotel eller et feriecenter har på deres corona-beredskab.
“Feriegæster ville kunne få ro i maven ved synet af en grøn smiley og dermed en bekræftelse af, at stedet har styr på håndteringen. Den tvivl, de måske havde stået med før, ville pludselig være ubegrundet,” skriver Hans Kristian Skibby.
Han håber, at andre partier vil bakke op:
”Vi er klar på at samarbejde med andre partier om selve udformningen, altså hvad testen skal indeholde, og hvordan den skal udføres, men idéen i al sin enkelthed er god”.
Økonomisk håndsrækning
Ud over en smiley-ordning er der også brug for ekstra økonomisk hjælp:
“Næste skridt vil være en økonomisk håndsrækning til kystbranchen. Covid-19 har presset turisterhvervet til grænsen, og for mange virksomheder helt ud over – og det er ikke slut endnu. Selv om sommeren bød på flere danske turister end normalt, manglede de udenlandske, og vi ser nu også ind i en vinterperiode med høje smittetal og endnu flere restriktioner. Vi er desværre ikke ude af coronakrisen trods begyndende optimisme og vaccinationsplan,” skriver Hans Kristian Skibby på Finans.dk.