Den svenske statsminister Stefan Löfven sendte den politiske proces i Sverige til hjørne i dag ved at nægte at udskrive valg i utide. I stedet skal partilederne forsøge at samle sig om en ny regering. Sverigedemokraterne er klar til at tage ansvar, siger SDs leder Jimmie Åkesson til ditOverblik
”Jeg kan godt forstå, at Löfven og resten af regeringen er bange for vælgernes dom,” siger Sverigedemokraternes leder Jimmie Åkesson til ditoverblik.
Han ser den siddende regering som tynget af en række fiaskoer. Samtidig står det ene støtteparti, Miljøpartiet, til ikke at klare spærregrænsen på fire procent.
”De har konsekvent valgt at lave signalpolitik og talt floskler i stedet for at løse Sveriges mange problemer,” siger SD´s Åkesson videre.
Löfven og resten af regeringen bliver dog siddende som et forretningsministerium indtil en ny regering er på plads. Den såkaldte talsmand for Riksdagen, Andreas Norlén, skal allerede i morgen tale med alle otte partiledere for at sondere om der kan findes flertal for en ny regering. Her satser Stefan Löfven på endnu en gang at finde flertal trods skuffelserne hos regeringens støttepartier.
En række svenske medier siger, at det nu må være den konservative leder, Ulf Kristersson, der får mulighed for at danne regering. Med støtte fra SD, Kristendemokraterne og flere af politikerne fra de to små midterpartier, der indtil nu har støttet Löfven, er der et reelt borgerligt flertal. Og det vil indebære en helt ny rolle for det indvandringskritiske parti.
”Vi er klar til at tage ansvar i en ny regering. Det har hele tiden været vores udgangspunkt,” siger Jimmie Åkesson og tilføjer:
”Hvis Sverigedemokraterne i de kommende forhandlinger skal være til at samle en regering, kræver det, at vi får indflydelse i forhold til vores størrelse.”
SD er i de seneste meningsmålinger Sveriges største parti. I det siddende parlament er SD det tredjestørste parti med 62 medlemmer.
Kilder: SD, Expressen, SVT